↧
Kættere, kællinger, kontormænd og andre kunstnere
↧
Apokalypser af høns og stilhed
Tænk sig, jeg behøver ikke at skrive mere end disse 5 ord, førend man ved, at det er Grotrian i røret igen. To nye udgivelser, undergrund og overgrund, Alfa og Gyldendal (godt gået Gyldendal), bønner og salmer. Forvent ikke skønsang eller afrundede værker, forvent derimod kortslutninger mellem højt og lavt, komik og patos. Velkommen til salmer uden teologisk soliditet, men med usvigelig digterisk kvalitet. Salmer med masser af spørgsmål, som de ikke selv rummer svarene på, fordi de først og fremmest er poetisk tændte og tænkte, og for alvor sanset helt igennem, uden ørepropper til sjælens højeste fortvivlelse og kroppens dybeste angst. Grin, grovheder, gaveregn og grundforskning i det danske sprog.
Jeg har udvalgt en af bønnerne, som måske passer på dette forår:
↧
↧
Den grønlandske missionsmark
Lidt reklame for et spændende seminar, som et par af mine kolleger står for:
Den grønlandske missionsmark
onsdag 3. april, kl. 12-16, bygn. 1483, lok. 251.
Nobelparken, Jens Chr. Skous Vej 2, 8000 Århus C
Allan Sortkær:
Om den grønlandske missionsmark i 1700-tallet.
Fra Hans Egede og sønner til Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden.
Kim Leine:
Om forfatterskabet med vægt på Profeterne i Evighedsfjorden.
Alle er velkomne
Seminaret er i regi af Litteraturhistorisk emne
Arrangører Hans Hauge & Lis Norup
Spørgsmål m.v. til
Lis Norup
norln(snabelA)hum.au.dk
↧
Hørbylundemanden. Månedens gratis e-bog
På Aarhus Universitetsforlags hjemmeside kan man downloade min bog om Højholt, kvit og frit, i hele april måned.
![]()
↧
OVBIDAT nr. 1
Jeg er jo glad for for det meste, der har Onkel Sklovsky som inspiration eller fætter Khlebnikov, derfor reklame for et kommende tidsskrift: OVBIDAT (organiseret vold begået imod den almindelige tale).Release 20/4. Jeg har fået lov til at kigge med via en pdf og faldt over den djævelske begyndelse på denne tekst(?) af Rasmus Halling Nielsen:
![]()
Læs mere her og her.
Læs mere her og her.
↧
↧
Fiktionalitet
Snart udkommer bogen Fiktionalitet, som fem af mine kolleger og jeg har skrevet sammen.Bogen introducerer begrebet fiktionalitet og viser, hvordan fx politiske taler, dokumentarfilm og facebook-opdateringer kan benytte sig af fiktionaliserede former for kommunikation. Fiktionalitet anvendes således både i og uden for traditionelle fiktioner som et middel til at opnå bestemte mål i virkeligheden. Fiktionalitet bør derfor ikke kun forbindes med romaner, noveller eller spillefilm, men også med andre former for tekster og fortællinger.
Gennem en række analyser vises det i bogen, hvordan afsendere kan bruge fiktionalitet strategisk til fx selvfremstilling, politisk spin, samfundskritik og som redskab til udvikling af den kunst og kulturscene, der i tiltagende grad er medialiseret.
Bogen henvender sig til studerende ved lange og mellemlange uddannelser, hvor der undervises i dansk, litteratur eller kultur og medier, og vil være interessant for gymnasie- og seminarielærere i forbindelse med tværfaglige samarbejder.
↧
Morten Falck som avatar
Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om jeg synes, at Kim Leines Profeterne er en god roman. Som historisk roman betragtet og som roman betragtet i det hele taget er den jo temmelig traditionel. Men det behøver egentlig ikke at være et problem. Hvis man så alligevel skal komme med indvendinger i den retning, handler de jo om, at den er for skabelon-agtig: Hvorfor skal der absolut være en mordgåde? Og hvad med prologen, som den har til fælles med andre, på en måde beslægtede bestsellere af Morten Ramsland, Lars Saabye Christensen. Og afsnittet om branden i København som nærmest er addresseret til de historisk interesserede, ligesom Melville-pastichen med harpunmanden, der også virker lidt påklistret. Eller man kunne tage købmanden som figur, der mindede mig om den temmeligt firkantede skurk fra filmen Avatar (der jo også handler om, hvordan man ødelægger et folk med tætte bånd til naturen, ligesom Morten Falck kan sammenlignes med helten etc.). Det er således en roman, der på en måde er skrevet på bestilling fra et forventet publikum. Når der kommer penge ind i maskineriet, tages der færre chancer, hvad fortællingen angår (hvilket man jo også ser i Avatar). Det er en fortælling, der nemt lader sig omsætte og oversætte, både til andre sprog og til andre medier, fx til en film.
Men egentlig læste jeg romanen af en anden årsag. For det er jo mærkværdigt, hvordan Leine ligesom har vundet troværdighed (etos kalder man det inden for retorikken), når det gælder fortællinger fra og om Grønland. Denne etos udbreder sig på tværs af fiktion og ikke-fiktion, og nu også på tværs af historien. Det bedste og mest originale ved den nye roman knytter sig således også til denne tvetydige tilknytning, som Leines bøger har til Leine selv. Fx den gennemgående historie om hermafroditten i København, som man på en eller anden måde ikke kan lade være med at knytte til Leines selvbiografiske fortælling fra Kalak. Rundt omkring i det fiktive landskab i Profeterne finder man således selvbiografiske spor og fragmenter, Leine dissekeret så at sige. Ikke kun i den fortælling der knytter sig til Morten Falck, men i ligeså høj grad i de mange usympatiske danskere, der befinder sig i Grønland, der måske / måske ikke er udspaltninger af Leine selv, sådan som vi kender ham fra Kalak. Det samme gælder de mange kropsligheder, som der er mange af i romanen, især når den er god, fx i begyndelsen, da Falck ankommer til København, der i mine øjne er romanens højdepunkt. Alle de drifter og kropsvæsker, der lurer rundt omkring i gaderne i København i slutningen af 1700-tallet. Igen er det her svært ikke at associere til Kalak og Leines ankomst til København i denne fortælling. Men så med et rykker Morten Falck sig selv op ved rode, kvitter kæresten (ret pludseligt og på en måde uden sammenhæng med fortællingen i øvrigt) og tager til Grønland. Mao.: Her kunne jeg godt tænke mig, at Leine i stedet havde dvælet mere ved det, som han er bedst til: Det kropslige, drifterne, den besværlige og tvetydige seksualitet, i stedet for at prioritere fortællingens fremdrift.
Nuvel, Løgneren af Martin A. Hansen (en roman som jeg aldrig helt kommer til at holde af) var jo også en radioroman, skrevet på bestilling, og den betragtes som en klassiker i dag. Jeg synes, at Leines roman er bedre end Hansens, så lad mig bare skrotte alle forbehold og (som Roselil) brøle, at Leines roman er god. Den er, med alt hvad det indebærer inden for sin genre og art (bestselleren), faktisk fermt og konsekvent udført. Der ligger et stort og grundigt arbejde bag, og det er bestemt ikke mange forfattere, der kan håndtere en fortælling af den art, slet ikke danske forfattere. Leine kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent.
Men egentlig læste jeg romanen af en anden årsag. For det er jo mærkværdigt, hvordan Leine ligesom har vundet troværdighed (etos kalder man det inden for retorikken), når det gælder fortællinger fra og om Grønland. Denne etos udbreder sig på tværs af fiktion og ikke-fiktion, og nu også på tværs af historien. Det bedste og mest originale ved den nye roman knytter sig således også til denne tvetydige tilknytning, som Leines bøger har til Leine selv. Fx den gennemgående historie om hermafroditten i København, som man på en eller anden måde ikke kan lade være med at knytte til Leines selvbiografiske fortælling fra Kalak. Rundt omkring i det fiktive landskab i Profeterne finder man således selvbiografiske spor og fragmenter, Leine dissekeret så at sige. Ikke kun i den fortælling der knytter sig til Morten Falck, men i ligeså høj grad i de mange usympatiske danskere, der befinder sig i Grønland, der måske / måske ikke er udspaltninger af Leine selv, sådan som vi kender ham fra Kalak. Det samme gælder de mange kropsligheder, som der er mange af i romanen, især når den er god, fx i begyndelsen, da Falck ankommer til København, der i mine øjne er romanens højdepunkt. Alle de drifter og kropsvæsker, der lurer rundt omkring i gaderne i København i slutningen af 1700-tallet. Igen er det her svært ikke at associere til Kalak og Leines ankomst til København i denne fortælling. Men så med et rykker Morten Falck sig selv op ved rode, kvitter kæresten (ret pludseligt og på en måde uden sammenhæng med fortællingen i øvrigt) og tager til Grønland. Mao.: Her kunne jeg godt tænke mig, at Leine i stedet havde dvælet mere ved det, som han er bedst til: Det kropslige, drifterne, den besværlige og tvetydige seksualitet, i stedet for at prioritere fortællingens fremdrift.
Nuvel, Løgneren af Martin A. Hansen (en roman som jeg aldrig helt kommer til at holde af) var jo også en radioroman, skrevet på bestilling, og den betragtes som en klassiker i dag. Jeg synes, at Leines roman er bedre end Hansens, så lad mig bare skrotte alle forbehold og (som Roselil) brøle, at Leines roman er god. Den er, med alt hvad det indebærer inden for sin genre og art (bestselleren), faktisk fermt og konsekvent udført. Der ligger et stort og grundigt arbejde bag, og det er bestemt ikke mange forfattere, der kan håndtere en fortælling af den art, slet ikke danske forfattere. Leine kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent.
↧
Fordele og ulemper ved at udvikle vinger
Lige et par ord om Morten Søndergaards fine, Fordele og ulemper ved at udvikle vinger. Først skulle jeg jo lige finde ud af at tage omslaget af for at finde ud af, at indersiden bestod af en flot collage, bl.a. indeholdende et billede af forfatteren selv (med vinger). Collage-agtig er bogens indhold sådan set også. Tue Andersen Nexø var ikke begejstret for dette i sin anmeldelse i Information, men jeg kan egentlig godt lide kontrasterne - at der er plads til både det høje og det lave, nogle gange endog på samme tid, som i de ordspil Søndergaard ofte benytter sig af. Måske kunne man læse bogen som en art Greatest Hits. Der er således digte, der peger i retninger af hele forfatterskabet, men de peger som et pindsvin, havde jeg nær sagt. Dvs. de peger på encyklopædisk og fragmenteret vis. Søndergaard skriver ikke, som fx Peter Laugesen, på et beat, han bliver mere og mere fortrolig med. Han skriver snarere på en rastløs, uformuleret nysgerrighed, der stritter i mange retninger på samme tid. Han snubler over ordene, ideerne, fraserne, traditionen, sig selv på sin vej videre, fremad i sproget.
Og så er han en stærk erotisk digter, har jeg fundet ud af. Mine favorit-digte i den nye bog er uden tvivl de, der figurerer i afsnittet "Erosrose". Fx dette:
Erosrosen drypper
![]()
sin tyngdesaft i os.
Vi vidste ikke at vi
kunne siges så enkelt.
Erato er os.
Eros er eros er eros
er os på sin måde.
Men se et bryst emmer
drejer græsbittert
og det er umuligt
nej, det er muligt:
Her er vi her er vi
med hver sin rose.
Rastløsheden er noget, der findes helt ned på udtryksniveau, hvor ordene altid er på vej videre, et skridt i den rigtige eller forkerte retning. Søndergaard tripper rundt i sproget, men der findes egentlig ingen fast grund under fødderne. Imidlertid, når digtene går hen og bliver decideret liderlige, så sker der noget andet, noget nyt, noget bundløst:
Vi vindes op på viljesspoler
og gnides ind i honning og olie.
Lystslyngen som et sukkerslag
giv mere af det bløde vi vælger
hårde kys på de mærkeligste måder.
Lemmerne løsner sig tungerne giver sig
de er ufuldkomne dyr i takt og vi smiler
mysterier og regnskyl på kroppens mark
synker vi tømmer vi
tæmmer vi en hudflod
mens en klitoris brænder
sit ja i mørket.
Og så er han en stærk erotisk digter, har jeg fundet ud af. Mine favorit-digte i den nye bog er uden tvivl de, der figurerer i afsnittet "Erosrose". Fx dette:
Erosrosen drypper
sin tyngdesaft i os.Vi vidste ikke at vi
kunne siges så enkelt.
Erato er os.
Eros er eros er eros
er os på sin måde.
Men se et bryst emmer
drejer græsbittert
og det er umuligt
nej, det er muligt:
Her er vi her er vi
med hver sin rose.
Rastløsheden er noget, der findes helt ned på udtryksniveau, hvor ordene altid er på vej videre, et skridt i den rigtige eller forkerte retning. Søndergaard tripper rundt i sproget, men der findes egentlig ingen fast grund under fødderne. Imidlertid, når digtene går hen og bliver decideret liderlige, så sker der noget andet, noget nyt, noget bundløst:
Vi vindes op på viljesspoler
og gnides ind i honning og olie.
Lystslyngen som et sukkerslag
giv mere af det bløde vi vælger
hårde kys på de mærkeligste måder.
Lemmerne løsner sig tungerne giver sig
de er ufuldkomne dyr i takt og vi smiler
mysterier og regnskyl på kroppens mark
synker vi tømmer vi
tæmmer vi en hudflod
mens en klitoris brænder
sit ja i mørket.
↧
Fremtiden er feminin
"Mænd er feminine, som kvinder var i 1910, hvorimod vi kvinder er feminine, som man er i 1981. Mændene følger efter, kvinderne starter. Alle de argumenter, som mænd bruger, er tillærte argumenter, mens kvinder har argumenter, som de selv finder frem til.Det er umuligt for en mand og en kvinde at have en diskussion. Mænd er trætte, de er lidt syge, har lidt selvmordstilbøjeligheder, de er ikke rigtig nysgerrige, de har skyldfølelse. Fremtiden er feminin. Det gør mig lidt ondt at skulle sige det, fordi jeg gerne vil have, at fremtiden skulle bestå af begge køn, men jeg tror, den er feminin. Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed.
Jeg elsker mænd, der er ikke noget, jeg elsker mere. " (29)
Marguerite Duras: At læse, Forlaget Lundtofte (2009).
(Faldt over dette citat, da jeg ikke kunne sove i nat og i stedet gav mig til at læse Duras. Duras minder mig en del om Jørgen Leth, men hun er KVINDE, hvilket paradoksalt nok kan være befriende for en mand, når man(d) læser. Jeg mener, at Pablo Llambías også henviser til denne sentens i sin nyeste bog Hundstein.
Da jeg så senere, her til formiddag, løb en tur, dukkede citatet op igen. Jeg har nemlig en skitse til en artikel liggende, der skal handle om køn og stemme i den nyeste danske litteratur. Nu gav titlen så sig selv på den artikel: "Litteraturens fremtid er feminin". Man kunne jo fx lave en læsning af Lone Hørslevs Sorg og camping ud fra den tese, ja det har Olga Ravn for så vidt allerede gjort, og netop Olga Ravn tilhører denne feminine fremtid inden for dansk litteratur, som jeg med artiklen gerne vil udpege. Men artiklen skal også handle om Stine Pilgaards Min mor siger, hvor man også kan læse fremtiden som feminin, men det vil jeg ikke sige mere om her. Man må vente på, at artiklen udkommer, og jeg må se, om jeg kan finde tid til at skrive den færdig.)
↧
↧
Blufærdige digte: Vi er ikke konger
Der er noget blufærdigt over Daniel Dalgaards fine debutdigtsamling Vi er ikke konger, der udkom på Rosinante i år. Muligvis er jeg præget af det billede af forfatteren, som pryder bogflappen, hvor han er afbilledet med et stykke glas (eller lignende) foran det halvskjulte ansigt. Men jeg tror ikke kun, at det er det. Dalgaards digte fik mig til at tænke på poesi, som en mere blufærdig genre i det hele taget, i forhold til prosa, Måske vor tids prosa? Prosa som striptease.
![]()
Naturligvis generaliserer jeg, for poesi kan jo også være den genre, der går tættest på det skrivende menneske, men det nærmer sig dette på en anden måde, med en anden type af referentialitet så at sige. Formen, verset skjuler også skribenten bag sproget. Vers kan være som dette stykke glas, Dalgaard holder op foran sit ansigt.
Det selvbiografiske er derfor også altid noget andet i poesi end i prosa. Digte handler jo oftest og først og fremmest om forholdet mellem sprog og verden. Sproget først, verden derefter. I prosa er det omvendt. I poesien bliver man "en jeg", som Per Højholt siger det et sted i Turbo: "en jeg i sin firkant".
Nuvel, lad mig citere et digt fra Dalgaards digtsamling:
Hvis enhver form
indeholder et påbud om sig selv i sig
kan man sige det
så gælder det om at opnå
den mindste form overhovedet. Lidt senere
Jeg er alene i lejligheden og gemmer mig bag gardinerne
i ordene eller mine intime undskyldninger hvilket
er det samme. Som jeg sagde senere jeg vil gøre alt
for dem der vil mig til livs. Du
er der hvor jeg afsætter min menneskelighed
og kredsede væk under blindheden
Du skal vågne i gruset alene
i dit eget demokrati
med løgnen hængende over dig som et skjul
hold mig tættere
som den silende sne
lægger en forældet hovedstad øde.
Digtet giver et fint billede på nogle af samlingens typiske temaer. Skrift, form, jeg/du relation, det politiske, kærlighed måske? På en måde traditionelle, digteriske emner, men afsøgt med en sart, afsøgende stemme. Man lægger mærke til digtets skifte fra jeg til du: "Du/ er der hvor jeg afsætter min menneskelighed" - det kan jo både være en kærlighedserklæring og et metatekstuelt udsagn om, hvordan jeget afsætter sin menneskelighed som et du i sin digtning.
![]()
At afsætte sin menneskelighed, blive fri for sig selv, sin identitet. Det er måske det, poesi handler om? Og her blufærdigheden ligger gemt? At digte for at blive ingen, som Niels Frank vistnok engang sagde det.
Naturligvis generaliserer jeg, for poesi kan jo også være den genre, der går tættest på det skrivende menneske, men det nærmer sig dette på en anden måde, med en anden type af referentialitet så at sige. Formen, verset skjuler også skribenten bag sproget. Vers kan være som dette stykke glas, Dalgaard holder op foran sit ansigt.Det selvbiografiske er derfor også altid noget andet i poesi end i prosa. Digte handler jo oftest og først og fremmest om forholdet mellem sprog og verden. Sproget først, verden derefter. I prosa er det omvendt. I poesien bliver man "en jeg", som Per Højholt siger det et sted i Turbo: "en jeg i sin firkant".
Nuvel, lad mig citere et digt fra Dalgaards digtsamling:
Hvis enhver form
indeholder et påbud om sig selv i sig
kan man sige det
så gælder det om at opnå
den mindste form overhovedet. Lidt senere
Jeg er alene i lejligheden og gemmer mig bag gardinerne
i ordene eller mine intime undskyldninger hvilket
er det samme. Som jeg sagde senere jeg vil gøre alt
for dem der vil mig til livs. Du
er der hvor jeg afsætter min menneskelighed
og kredsede væk under blindheden
Du skal vågne i gruset alene
i dit eget demokrati
med løgnen hængende over dig som et skjul
hold mig tættere
som den silende sne
lægger en forældet hovedstad øde.
Digtet giver et fint billede på nogle af samlingens typiske temaer. Skrift, form, jeg/du relation, det politiske, kærlighed måske? På en måde traditionelle, digteriske emner, men afsøgt med en sart, afsøgende stemme. Man lægger mærke til digtets skifte fra jeg til du: "Du/ er der hvor jeg afsætter min menneskelighed" - det kan jo både være en kærlighedserklæring og et metatekstuelt udsagn om, hvordan jeget afsætter sin menneskelighed som et du i sin digtning.
At afsætte sin menneskelighed, blive fri for sig selv, sin identitet. Det er måske det, poesi handler om? Og her blufærdigheden ligger gemt? At digte for at blive ingen, som Niels Frank vistnok engang sagde det.
↧
Alene sammen
Aldrig i verdenshistorien har vi været så bange for at være alene som i dag. Selv når vi er alene, er vi stadigvæk sociale. Det er vores bevidsthed, jeg taler om. På lokummet hører vi stemmer, eller vi interviewer os selv om dagens gang: Det går godt, tak. Jeg har just opdateret min FB profil med et billede af mig selv på vej ind i 40 års krisen.
Offline er et ingenmandsland, som bliver vanskeligere og vanskeligere at indtage, finde rundt i og især overhovedet at finde. Tænder man for radioen, knævrer de ustandseligt. Det er Tony Scott mig her og Scott mig der. Han klistrer enerverende til nyhederne. Kværner, som om alt i verden kan reduceres til underholdning. Det er hygge, det er samtale, det er dialog, det er pis mig i øret. Jeg kan ikke holde det ud.
Hvordan slukker man for sig selv? Jeg kan ikke længere finde knappen. Trække stikket ud. Simpelthen. Den svale fornemmelse af ensomhed. Ingen henvendelse overhovedet. Eller jo, et minimum af henvendelse – henvendelsen minimeret.
Ahhhh….. jeg åbner min bog. Går derind. LITTERATUR. Her kan vi være alene sammen. Mig og Hans Otto. Vi sætter Asta fri. Sådan her:
"Min mor hjælper Zeet med at smøge ærmerne op, hun knapper for hende, retter på kraven, og de skrider ud ad døren, jeg tænker: som slyngveninder om bag læskuret eller ned på pigelokummet for at dele en cigaret, fnisende som et par syvendeklasses tøser, som er forelskede, men ikke forelskede i nogen bestemt, bare forelskede, i livet, men uden et øjeblik at tænke over, hvad livet er."
"Min mor hjælper Zeet med at smøge ærmerne op, hun knapper for hende, retter på kraven, og de skrider ud ad døren, jeg tænker: som slyngveninder om bag læskuret eller ned på pigelokummet for at dele en cigaret, fnisende som et par syvendeklasses tøser, som er forelskede, men ikke forelskede i nogen bestemt, bare forelskede, i livet, men uden et øjeblik at tænke over, hvad livet er."
↧
En afdød fylder 50 år?
Say what?
Ikke desto mindre var det overskriften forleden i en række lidt perifere aviser, da Nielsen (tidligere CEO for Das Beckwerk tidligere Claus Beck-Nielsen) den 6. maj fyldte 50 år. Det må være lidt af en triumf for Nielsens "identitets(vokse)værk", eller hvad man nu skal kalde det. Det er jo ikke kun "afdød", som skal i citationstegn, men også "kunstner" og "fødselsdag".
Kun de aviser, der ligesom lidt forskelsløst absorberer nyheder fra ritzau, fx Folketidende eller Fyens Stiftstidende havde indlæg om dette. Nu er de så måske "Folketidende" og "Fyens Stiftstidende"?
![]()
![]()
Ikke desto mindre var det overskriften forleden i en række lidt perifere aviser, da Nielsen (tidligere CEO for Das Beckwerk tidligere Claus Beck-Nielsen) den 6. maj fyldte 50 år. Det må være lidt af en triumf for Nielsens "identitets(vokse)værk", eller hvad man nu skal kalde det. Det er jo ikke kun "afdød", som skal i citationstegn, men også "kunstner" og "fødselsdag".
Kun de aviser, der ligesom lidt forskelsløst absorberer nyheder fra ritzau, fx Folketidende eller Fyens Stiftstidende havde indlæg om dette. Nu er de så måske "Folketidende" og "Fyens Stiftstidende"?
↧
Det politiske
Aldrig i verdenshistorien har vi været så politiske, uden at det handler en skid om politik. Borgen, Bag Borgen og Clement Kjersgaard tværet ud over hele sendefladen. Læber så store som en statsminister. Jeg er ved at blive ædt stort set hver eneste aften, når fjernsynet tændes. Vi kerer os ikke om, hvad de siger, så længe der er fart i læberne. Ingen skal have lov til at tale ud, for de har alligevel ikke noget på hjertet. Vi er jo alle politikere, undtagen Clement. Han er suverænen og behersker undtagelsestilstanden. Der er ingen forskel på Paradise Hotel og Debatten. Det handler om det samme. Værten (ikke verden). Spillet. Taleretten. At blive trukket igennem retorikkens gabestok påny. Men derinde i mundvigen aner jeg uråd. Der er det hvide uudforskede område, man kalder fremtiden. På det kan man måske skabe politik?
↧
↧
Ledelse
Aldrig i verdenshistorien har vi talt så meget om ledelse. Aldrig har jeg følt så megen lede ved ordet. Her til morgen, for eksempel, kastede jeg op på mit kontor. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe igen. Min mave var min manager, min lille CEO, og den sagde "management" så mange gange i træk, at det bare flød i stride strømme. Tastaturet druknede foran mig, der var ingen ord tilbage at redde. Kun det lysende æble. Tænk ud af boksen, ud af boksen, tænkte jeg, innovation, men det forøgede blot kvalmen betragteligt. Nu sidder jeg her og forsøger at genvinde fatningen, men det hele er allerede gået over gevind.
↧
Farmor
Aldrig i verdenshistorien har ordet farmor været så sødt.
Vi løftede dig langsomt ud af kirken, imens vores tanker samlede sig om dig.
Dine tanker har altid drejet sig om os. Åh, bliv hos mig miskundelig.
Vi træder skoene tynde, mærker gulvet i knoglerne.
Bilen er et skib i sort og hvidt. Vi sender dig afsted mod de ukendtes grav,
men det er nu, du bliver os. Os der må gentage sig selv for at mindes dig
i livet der altid går videre.
Vi løftede dig langsomt ud af kirken, imens vores tanker samlede sig om dig.
Dine tanker har altid drejet sig om os. Åh, bliv hos mig miskundelig.
Vi træder skoene tynde, mærker gulvet i knoglerne.
Bilen er et skib i sort og hvidt. Vi sender dig afsted mod de ukendtes grav,
men det er nu, du bliver os. Os der må gentage sig selv for at mindes dig
i livet der altid går videre.
↧
Opstandelse
Aldrig i verdenshistorien har ordet opstandelse været så fjerntliggende. Det vrøvl som præsten taler om, kan umuligt være Guds ord, hvis Guds ord ellers findes. De automatismer og readymades fra Bibelen, som han lirer af, rører ingen, ikke engang ham selv. Mere nærværende er kisten, der står sejlende der midt i skibet, hvis ellers jeg havde ord. Men salmerne er en trøst. De siger dét, som præsten ikke formår. Ikke fordi de taler om Gud, men fordi de er stor litteratur. Det trøster os noget, fx mig, der ikke tror på opstandelsen, men på at mange har brug for at tro på netop den fortælling, fiktion som den er. Ikke?
↧
Getting people wrong
Jeg sad og så dokumentaren Roth: Unmasked igår. Den var ikke noget særligt. Men Roth er noget særligt og et af de citater, som han læser op i filmen, er nedenstående fra American Pastoral, der som en række af de andre senere romaner i Roths forfatterskab, er et mesterværk. Efter fire romaner, hvor Roth leger med det selvbiografiske i forskellige genrer, The Facts, Deception, Patrimony og Operation Shylock (som jeg er ved at forberede et paper om for tiden) skriver han pludselig to fantastiske, store romaner: Sabbath's Theater og så denne American Pastoral (bagefter følger romaner som The Human Stain, en serie med små romaner, bl.a. Nemesis, Everyman etc.). Det fik mig til at tænke på: Mange selvfremstillende skandinaviske forfattere er sådan cirka 15 år bagefter Roth, og hvis man gerne vil se, hvad der kan komme efter selvfremstilling, autofiktion, selvbiografi osv. i litteraturen, er Roths sene forfatterskab måske værd at undersøge.
Philip Roth: American Pastoral (1997).
![]()
↧
↧
Forsvar
Aldrig i verdenshistorien er nogen gået over i historien ved udelukkende at forsvare sig. Hun server, hun venter, hendes krop på baglinjen, men altid på baglinjen. Hun havde fysikken til at blive nummer et, men ikke modet, kreativiteten, offensiven til at gå over i historien. Nu taber hun i et væk, rasler ned af listen. De bedste kunne alligevel altid vinde over hende, når det gjaldt og kerede sig ikke om lister. Hun var sin fars udtrykte vilje, men en dukkefører server sjældent godt. Hun smiler. Hun er Miss Sunshine, men solen skinner ikke længere der, hvor hun stadig spiller.
(Til Carsten Sestoft ; - )
(Til Carsten Sestoft ; - )
↧
Deception
“Look, I don’t mind your reading it. I wouldn’t have left it lying around if I worried about your reading it. I carry it back and forth between here and the studio because sometimes I sit in the bedroom, as you know, sit in the bedroom chair at the end of the day, while you are asleep in bed, and make up little conversations between myself and this woman. And other women too. Maybe to the degree that I carry on like this in the bedroom where you are sleeping, maybe to that degree I am guilty of a sort of perverse betrayal. But then I am not the only man who thinks about imaginary women while in the bedroom with the woman he regularly sleeps with. There may even be women who behave just as impurely in their bedrooms with the men they regularly sleep with. The difference is that what I impurely imagine, I am impelled to develop and write down. A mitigating circumstance: my work, my livelihood. In my imagination I am unfaithful to everybody, by the way, not just to you.” (Philip Roth: Deception)
↧
Så forskellige, så ens
Aldrig i verdenshistorien har vi troet, at vi er så forskellige, imens vi faktisk bliver mere og mere ens. Dér sidder han med sin skaldede isse og sit velplejede skæg, sine strategisk slidte Converse-sko, sin Christiania cykel og den dampende caffe latte. Han læser Politiken, piller ved sin iPhone 5 og jeg får kvalme. Jeg tænker, at de solbriller dér, de er sgu da for meget. Dem må han længere ud på landet med. Jeg tænker, at han sikkert har haft alle valgmuligheder her i verden, forældre med lange uddannelser, der gik op i hans fritidsinteresser, en tryg opvækst i et forstadshjem med ægte kunst på væggene, forældrelejlighed, bugnende bogreoler. Den største modstand, han møder i livet, er at finde sin egen stil. Det er svært: Han er jo til mere end Ilva og Matinique. Men hævnen er sød. Han cykler hjem. Han kigger på sine Hay-puder og sine P2 Caravaggio Pendel lamper. De er lige ham, men det er præcis sådan, mit hjem også ser ud.
↧