Jeg sidder og afsætter spor, ransager mit litterære liv, bliver kastet rundt i den ene sang efter den anden. Jeg tænker på alle dem jeg sætter pris på derude: Facebook er jo for fanden et sølle mødested, en roman ville være mere passende. Jeg tænker på, hvorfor jeg ikke er Walter Benjamin, på hvorfor mine nosser ikke var tunge nok til at veje en forfatter ud, på at jeg for fanden synes, at Asta Olivias digte er så åndssvagt og latterligt hudløse at jeg får gåsehud blot jeg tænker på dem. Det vil man aldrig kunne gøre. Skrælle det hele af, invitere alle ind, her er det liv. Men hvad er litteraturen uden netop det liv, uden dem, der kaster sig selv ind i det. Og det. Og det. Hellere poesien end Seinen. Sådan er det at blive slynget af kloden, ud i mørket til en sang af Neil Young, prikket ud af Grotrians stjerner, opløst til centrallyrik, imens jeg tænker på Stine, da vi drak øl en helt igennem øm tirsdag på Vesterbro. Der var intet tag, kun den blå farve at falde ned i, og det var alt for farligt for sådan en som mig, for det går jo ikke, den tid er svunden, forfatteren begravet. Hvad skal man stille op, de gamle stoffer virker ikke mere, så vi lægger det bag os, tager det hele forfra, det er den slags mantra, som man ikke bør gentage, men den rus skulle vi ha, disse livlinjer ind i skriften, skifte stil, spor, hedde Lars, Pablo, Claus eller noget på højde med det. De unge som lever litteraturen, det er dem jeg vil være, det er en kompliceret situation. Depressionen ovenpå en dokumentar om Bowie. Du mußt dein Leben ändern, siger den, men home is a desperat end, cocoon my heart, cocoon my heart. Hjertet vil det, det nemme og det ensomme, men det er ikke et liv for sådan en som mig. Jeg skal reddes af dem, der elsker mig. Båndet til min ensomhed er turen ind til kontoret. Den tændte computer. Kaffen og en knaldhård artikel for at holde på formerne, det hele der taler for sig selv. Og alt for snart er der ikke en skid at sige alligevel. Det der bliver sagt, kan kun hunden huske. Valget mellem konens sprog eller poesi. To knæ nede, nogenlunde som den dag flyene fløj ind i tårnene. Hej litteratur.
↧