Aldrig i verdenshistorien, før nu, har man set et tv-program om litteratur, der som udgangspunkt handler om, at man ikke har tid til at læse bøger. Hvem mon dette tv-program henvender sig til? Alle dem der ikke har tid til at læse bøger? Eller alle os der faktisk læser bøger, men som føler os talt ned til, fordi vi, ja, læser bøger?
Noget tyder på, at man satser på dem, der ikke har tid til at læse bøger, men jeg er en anelse forvirret. Orker de monstro at stille op til en gang dårlig samvittighed om ugen? Måske? De kan muligvis dyrke litteraturen (på en skærm) uden at stikke næsen for langt ned i bøgerne. Lidt ligesom når vi er på besøg hos Frank Bonderøv, hvis simple og selvforsynende ideer vi sagtens kan beundre og finde hyggelige, men som i praksis forbliver verdensfjerne utopier og ikke et liv man hverken kan eller bør efterleve, blot den yderste luksus i et velfærdssamfund, hvor man også kan vælge dét at vælge fra.
Imidlertid altså og ok, det er jo første gang i verdenshistorien, og den første forfatter kender jeg tilfældigvis ret godt. Jeg tænder for apparatet med Great Expectations, så at sige. Det er en mægtig god forfatter. Han plejer at sige gode, sjove, skarpe ting, om livet og især døden, når vi mødes, men her kommer han slet ikke til orde. I hvert fald ikke til en start. Mikrofonen virker vist ikke. Han har ellers i sin seneste bog udstillet sine møder med en række danske forfattere, men det har man, viser det sig, da programmet for alvor starter, slet ikke forstået; dvs. at bogen faktisk handler om mislykkede møder og om at tage afstand fra netop de forfatteres måder at være forfattere på, men der lægger man så linjen, og det baserer man programmet på. Jesus Kristus. Litteraturen svæver over bøgerne som helligånden over bibelen. Det er ikke bare bonderøven i en sjofel blanding med litteratur, det er rent ud sagt bonderøvs-tv.
Noget tyder på, at man satser på dem, der ikke har tid til at læse bøger, men jeg er en anelse forvirret. Orker de monstro at stille op til en gang dårlig samvittighed om ugen? Måske? De kan muligvis dyrke litteraturen (på en skærm) uden at stikke næsen for langt ned i bøgerne. Lidt ligesom når vi er på besøg hos Frank Bonderøv, hvis simple og selvforsynende ideer vi sagtens kan beundre og finde hyggelige, men som i praksis forbliver verdensfjerne utopier og ikke et liv man hverken kan eller bør efterleve, blot den yderste luksus i et velfærdssamfund, hvor man også kan vælge dét at vælge fra.
Imidlertid altså og ok, det er jo første gang i verdenshistorien, og den første forfatter kender jeg tilfældigvis ret godt. Jeg tænder for apparatet med Great Expectations, så at sige. Det er en mægtig god forfatter. Han plejer at sige gode, sjove, skarpe ting, om livet og især døden, når vi mødes, men her kommer han slet ikke til orde. I hvert fald ikke til en start. Mikrofonen virker vist ikke. Han har ellers i sin seneste bog udstillet sine møder med en række danske forfattere, men det har man, viser det sig, da programmet for alvor starter, slet ikke forstået; dvs. at bogen faktisk handler om mislykkede møder og om at tage afstand fra netop de forfatteres måder at være forfattere på, men der lægger man så linjen, og det baserer man programmet på. Jesus Kristus. Litteraturen svæver over bøgerne som helligånden over bibelen. Det er ikke bare bonderøven i en sjofel blanding med litteratur, det er rent ud sagt bonderøvs-tv.