"Mænd er feminine, som kvinder var i 1910, hvorimod vi kvinder er feminine, som man er i 1981. Mændene følger efter, kvinderne starter. Alle de argumenter, som mænd bruger, er tillærte argumenter, mens kvinder har argumenter, som de selv finder frem til.Det er umuligt for en mand og en kvinde at have en diskussion. Mænd er trætte, de er lidt syge, har lidt selvmordstilbøjeligheder, de er ikke rigtig nysgerrige, de har skyldfølelse. Fremtiden er feminin. Det gør mig lidt ondt at skulle sige det, fordi jeg gerne vil have, at fremtiden skulle bestå af begge køn, men jeg tror, den er feminin. Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed.
Jeg elsker mænd, der er ikke noget, jeg elsker mere. " (29)
Marguerite Duras: At læse, Forlaget Lundtofte (2009).
(Faldt over dette citat, da jeg ikke kunne sove i nat og i stedet gav mig til at læse Duras. Duras minder mig en del om Jørgen Leth, men hun er KVINDE, hvilket paradoksalt nok kan være befriende for en mand, når man(d) læser. Jeg mener, at Pablo Llambías også henviser til denne sentens i sin nyeste bog Hundstein.
Da jeg så senere, her til formiddag, løb en tur, dukkede citatet op igen. Jeg har nemlig en skitse til en artikel liggende, der skal handle om køn og stemme i den nyeste danske litteratur. Nu gav titlen så sig selv på den artikel: "Litteraturens fremtid er feminin". Man kunne jo fx lave en læsning af Lone Hørslevs Sorg og camping ud fra den tese, ja det har Olga Ravn for så vidt allerede gjort, og netop Olga Ravn tilhører denne feminine fremtid inden for dansk litteratur, som jeg med artiklen gerne vil udpege. Men artiklen skal også handle om Stine Pilgaards Min mor siger, hvor man også kan læse fremtiden som feminin, men det vil jeg ikke sige mere om her. Man må vente på, at artiklen udkommer, og jeg må se, om jeg kan finde tid til at skrive den færdig.)