Lige et par ord om Morten Søndergaards fine, Fordele og ulemper ved at udvikle vinger. Først skulle jeg jo lige finde ud af at tage omslaget af for at finde ud af, at indersiden bestod af en flot collage, bl.a. indeholdende et billede af forfatteren selv (med vinger). Collage-agtig er bogens indhold sådan set også. Tue Andersen Nexø var ikke begejstret for dette i sin anmeldelse i Information, men jeg kan egentlig godt lide kontrasterne - at der er plads til både det høje og det lave, nogle gange endog på samme tid, som i de ordspil Søndergaard ofte benytter sig af. Måske kunne man læse bogen som en art Greatest Hits. Der er således digte, der peger i retninger af hele forfatterskabet, men de peger som et pindsvin, havde jeg nær sagt. Dvs. de peger på encyklopædisk og fragmenteret vis. Søndergaard skriver ikke, som fx Peter Laugesen, på et beat, han bliver mere og mere fortrolig med. Han skriver snarere på en rastløs, uformuleret nysgerrighed, der stritter i mange retninger på samme tid. Han snubler over ordene, ideerne, fraserne, traditionen, sig selv på sin vej videre, fremad i sproget.
Og så er han en stærk erotisk digter, har jeg fundet ud af. Mine favorit-digte i den nye bog er uden tvivl de, der figurerer i afsnittet "Erosrose". Fx dette:
Erosrosen drypper
![]()
sin tyngdesaft i os.
Vi vidste ikke at vi
kunne siges så enkelt.
Erato er os.
Eros er eros er eros
er os på sin måde.
Men se et bryst emmer
drejer græsbittert
og det er umuligt
nej, det er muligt:
Her er vi her er vi
med hver sin rose.
Rastløsheden er noget, der findes helt ned på udtryksniveau, hvor ordene altid er på vej videre, et skridt i den rigtige eller forkerte retning. Søndergaard tripper rundt i sproget, men der findes egentlig ingen fast grund under fødderne. Imidlertid, når digtene går hen og bliver decideret liderlige, så sker der noget andet, noget nyt, noget bundløst:
Vi vindes op på viljesspoler
og gnides ind i honning og olie.
Lystslyngen som et sukkerslag
giv mere af det bløde vi vælger
hårde kys på de mærkeligste måder.
Lemmerne løsner sig tungerne giver sig
de er ufuldkomne dyr i takt og vi smiler
mysterier og regnskyl på kroppens mark
synker vi tømmer vi
tæmmer vi en hudflod
mens en klitoris brænder
sit ja i mørket.
Og så er han en stærk erotisk digter, har jeg fundet ud af. Mine favorit-digte i den nye bog er uden tvivl de, der figurerer i afsnittet "Erosrose". Fx dette:
Erosrosen drypper
sin tyngdesaft i os.Vi vidste ikke at vi
kunne siges så enkelt.
Erato er os.
Eros er eros er eros
er os på sin måde.
Men se et bryst emmer
drejer græsbittert
og det er umuligt
nej, det er muligt:
Her er vi her er vi
med hver sin rose.
Rastløsheden er noget, der findes helt ned på udtryksniveau, hvor ordene altid er på vej videre, et skridt i den rigtige eller forkerte retning. Søndergaard tripper rundt i sproget, men der findes egentlig ingen fast grund under fødderne. Imidlertid, når digtene går hen og bliver decideret liderlige, så sker der noget andet, noget nyt, noget bundløst:
Vi vindes op på viljesspoler
og gnides ind i honning og olie.
Lystslyngen som et sukkerslag
giv mere af det bløde vi vælger
hårde kys på de mærkeligste måder.
Lemmerne løsner sig tungerne giver sig
de er ufuldkomne dyr i takt og vi smiler
mysterier og regnskyl på kroppens mark
synker vi tømmer vi
tæmmer vi en hudflod
mens en klitoris brænder
sit ja i mørket.