"Det passer ikke, at det at skrive har nyttet noget. I de uger hvor jeg har været beskæftiget med fortællingen, har fortællingen heller ikke holdt op med at beskæftige mig. Skrivningen var ikke, sådan som jeg troede i begyndelsen, erindring af en aflukket periode af mit liv, men kun et konsekvent forråd af erindringer i form af sætninger, som bare foregav afstandstagen. Stadigt vågner jeg til tider ofte brutalt og brat op om natten, det er som om en let berøring har revet mig ud af søvnen, i fuld forfærdelse oplever jeg hvorledes jeg, idet jeg med rædsel holder vejret, rådner op i levende live fra sekund til sekund. I mørket står luften så stille, at jeg får fornemmelsen af, at alle genstande er kommet ud af ligevægt og har frigjort sig. Uden tyngdepunkt driver de blot en smule lydløst omkring og vil om et øjeblik styrte ned alle steder fra og kvæle mig. Når angsten sådan tårner sig op, bliver man magnetisk som et rådnende fæ, og til forskel fra det interesseløse velbehag, hvor alle følelser frit spiller med hinanden, bestormer det interesseløse, den objektive forfærdelse, sig her én med tvang."Peter Handke om fortællingen om sin mors selvmord. Min oversættelse.
(Hvorfor er denne fremragende lille bog ikke oversat til dansk?)