"Tiden var nu ikke til at søge nye venner. Rainer Maria Rilke var den eneste, jeg undertiden havde en samtale med ud fra inderlig forståelse. Det var lykkedes at få også ham tilkaldt til vort afsides krigsarkiv, for han ville have gjort den mest umulige figur som soldat med sine forfinede nerver, på hvilke smuds, stank og spektakel bevirkede direkte legemligt ildebefindende. Jeg må stadig uvilkårligt smile, når jeg mindes ham i uniform. En dag bankede det på min dør. Der stod en temmelig forsagt soldat udenfor. I næste nu blev jeg forskrækket - Rainer Maria Rilke i krigerisk forklædning! Han så rørende kluntet ud, generet, som han var, af den snævre krave og pint af tanken om at skulle udføre hilsepligt med sammensmækkede støvler over for enhver tilfældig hr. officer. Og da han jo lå under for en magisk tvang i retning af at gøre alting fuldendt og derfor også ville udføre disse reglementets ligegyldige formaliteter forbilledligt korrekt, befandt han sig i en tilstand af uafladelig bestyrtethed. Han sagde med sin stille stemme: "Jeg har hadet denne soldaterdragt lige siden kadetskolen. Jeg troede, jeg nu endelig for bestandig var sluppet fri for den. Og så - igen, næsten fyrretyve år gammel!" Heldigvis var der hjælpsomme hænder, der værnede om ham, og takket være en velvillig lægeundersøgelse slap han snart fri."
Stefan Zweig: Verden af i går (s. 209-210)
Stefan Zweig: Verden af i går (s. 209-210)