Åh, det kribler i fingrene efter at skrive noget om Nielsens Den endeløse sommer på bloggen. Nu har jeg ved udgivelsen af de to seneste romaner forsøgt at skrive noget mere udfoldet og nuanceret end de dagbladsanmeldelser, der bruger halvdelen af pladsen på (igen) at snakke om Claus Beck-Nielsens død (i stedet for at læse romanen. Læs dog romanen!). Det er for så vidt Nielsens egen skyld, men alligevel. Det er rigtigt, at hverken Den endeløse sommer eller Mine møder med de danske forfattere er store ambitiøse romaner som Store satans fald fx. Men det er romaner, der faktisk lader Nielsen fortælle om trivialiteter – bevares – stadig i et nielsensk lys, dødens lys for eksempel, men alligevel. Jeg er ganske overbevist om, at personerne i denne bog mestendels er hentet ud af en konkret virkelighed i årene omkring 1984 (10 år efter Nellikerevolutionen i Portugal (129)), selvom jeg personligt kun kan genkende kunstneren Tal R, der omtales temmelig sarkastisk (98). Desuden genkender man Odense, fx Café Biografen ved Brandts klædefabrik (115), som et omdrejningspunkt for en del af begivenhederne.Forfatteren har transformeret sig til en fortæller, der på sin vis hverken har et køn eller en identitet eller i givet fald kun midlertidige af slagsen. Litteraturen er lykkelig befriet fra den slags. Alt er således set fra litteraturens perspektiv, også det liv der er blevet levet. De utopier, begivenheder og revolutioner, der i de forrige (store) beckwerksromaner, omtales i fremtid, er nu fortid. Nielsen ser tilbage i stedet for frem, men han har på sin vis placeret sit selv og sit liv i utopien, om man så kan sige. Han er blevet til litteratur, til tider endog en upålidelig fortæller, der her som Sheherazade (og Karen Blixen) holder døden hen i et sprog, der imiterer blandt andet Marguerite Duras. Dermed fortsætter også denne roman én af de bestræbelser, som en forholdsvis ung Claus Beck-Nielsen allerede skrev om i forbindelse med udgivelsen af Claus Beck-Nielsen 1963-2001. En biografi. I en kritisk replik til Lars Bonnevie skrev Nielsen dengang:
”I museet og galleriet tjener de hvide vægge ikke kun til at hænge malerier på. Væggene er også rejst for at beskytte kunsten mod den omgivende al-anden-verden, også kaldet virkeligheden. Og omvendt: Væggene beskytter verden og menneskene mod kunsten. De markerer en forskel. Romaner og digte er adskilt fra virkeligheden af et bogomslag, en rytterstatue er hævet over menneskene på en sokkel, ja selv Brinch & Plenge Jacobsens udbrændte busser på Kongens Nytorv var forsynet med et lille skilt, der gjorde opmærksom på forbindelsen til kunsten. Det er nemlig rart at være advaret, før man møder kunsten, for den har det med at være ublu og ikke særlig diplomatisk. Kunsten tager sig nogle friheder. Men fri bliver den, ifølge den tyske filosof Peter Sloterdijk, ikke, så længe kunstnerne bliver ved med at integrere dele af realiteten i det udvidede kunstbegreb. Eller omvendt: Så længe verden vedbliver at integrere træk fra kunsten i det udvidede virkelighedsbegreb.”
Tanken er i frihedens navn at lade kunst og virkelighed ophæve grænserne imellem hinanden og i den ophævelse må forfatteren nødvendigvis også forsvinde, fordi han som de hvide vægge, soklen, omslaget er i vejen. Men hvordan gør man det? Denne Claus Beck-Nielsen, som så mange har det så svært at komme sig over, har jo vist sig at være en stopklods for både en læsning af litteraturen inden- og udenfor værkerne. Spørgsmålet er, om der overhovedet er et indenfor og et udenfor længere? Nielsens bøger kalder således på en anden måde at læse på, som vi endnu ikke har opfundet. Vi er begrænset af værkets grænse, som jo, når man kigger nærmere efter, heller ikke findes og aldrig har fandtes. Borer man således nok i forskellen mellem tekst og paratekst (de omgivende tærskeltekster), finder man ud af, at der ingen forskel er. Det vidste allerede den franske litterat Gérard Genette, da han opfandt begrebet paratekst, men han lod langt hen ad vejen som om, at den stadig var der. Udover billedet af fortællersken Madame Nielsen på omslaget til Den endeløse sommer er der således en anden bemærkelsesværdig paratekst: ”Af samme forfatterskaber” står der bagerst i Den endeløse sommer. Det er, så vidt jeg ved, første gang efter Claus Beck-Nielsens død, at Nielsen vedkender sig alle sine bøger på én gang, men hans værker udgør, som vi kan se, ikke et forfatterskab i gængs forstand – de stiller snarere spørgsmålet: Hvad er et forfatterskab overhovedet? Også her er det litteraturens eller det litteræres ontologi, som Nielsen udfordrer. Nielsen har på en måde forsøgt at gøre op med den måde, hvorpå forfatterskaber overhovedet bliver til på, nemlig ved dødens indtræffen. Uanset hvordan forfattere opfører sig under tilblivelsen af deres forfatterskab, dvs. hvad de for eksempel vedkender sig eller ej, bliver de alligevel samlet og til tider endda korsfæstet til sidst.
Disse tanker kan måske forekomme mange abstrakte eller endog ligegyldige, men de er heller ikke nødvendige for at få en god litterær læseoplevelse, for samtidig, nødes jeg til at sige, er Nielsens prosa også denne gang stor, klassisk litteratur – Claus Beck-Nielsen eller ej. Ofte er den til trods for alle lagene: pastiche, parodi, ironi og hvad har vi, direkte uafrystelig, og apropos korsfæstelse, så læs selv her, hvordan den tidligere så smukke Lars nu ligger for døden og dér udstilles som en hovedstol i det Nielsenske univers:
”Han ligger eller svæver ligesom vægtløs i et spind af gennemsigtige slanger og ledninger fastgjort til huden med nåle, plastre, manchetter og, i den anden ende, blinkende apparater og poser med væsker og blod ophængt i blanke metalstiver, det velskabte legeme med de smukke hænder forvandles til en snes knokler lagt ud i et vakkelvornt mønster på et hvidt klæde (ikke længere krop, men et vacuum overtrukket med gennemsigtig gustengrå hud udspændt af knoglerne som af stængerne i en teltdug), hænderne opsvulmede blågrå, og yderst på anklernes benpiber hænger to kolossale sortblå klumpfødder, hovedet er ikke et hoved, men et kranium beklædt med pergament, de indsunkne uhyggeligt levende øjne og ynglingens spæde skægstubbe. Han ligner ikke, han er, den han er, det er banalt og pludselig åbenbart: Jesus på korset er ikke Guds søn, men enhver, det lidende menneske naglet til sin bevidsthed.” (162-163)Ingen af de omtalte personer i bogen, heller ikke forfatteren, er således tilsyneladende blevet ramt af den ”lynende skæbne”, som omtales flere gange, og som naturligvis henviser til Johannes V. Jensens digt ”Det røde Træ”, hvor det lyder til sidst ”Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?”.
Hvor meget Jensen, der er i Nielsen, kan man måske læse sig til ovenfor, men spørgsmålet er egentlig dumt stillet. Man kan ikke spørge om et ”hvem” her. Ingen andre end én selv, kan jo tage skæbnen på sig. Det gælder i høj grad også Nielsen selv, der jo i den grad har forsøgt at gøre netop det på sine ture fra Hamborg til København, til Irak, Iran, USA, Afghanistan og senest Ukraine. Men skæbnen er døden, det er den, som er den store snyder, for den findes ikke, andet end på papiret.