Forleden da vi skulle køre hjem fra skitur i Norge, skulle vi for det første køre i en bil, der havde vist en del svaghedstegn på vejen derop - en herlig duft fra motoren - for det andet larmede den pga. en defekt udstødning, efter at jeg havde vendt snuden i en isklump. Troede jeg da. Men måske de to ting hænger sammen? At udstødningen allerede var defekt før isklumpen og dermed nedsatte motorydelsen, men det er en anden sag. Det er ligegyldigt nu. Just hold on we're going home.
Der havde været halvdårlig (langrends)skivejr det meste af ugen, tøvejr, men den dag vi skulle køre hjem, var der ironisk nok snestorm. Vi manøvrede os igennem den værste sne, ankom til Larvik i en spruttende bil, steg på færgen for at se mere end fire kvalmende timer gyngende grund i øjnene. Fra Hirtshals ventede der så mere rusk i firserboksen med skiene på taget og en bil, hvis ene vinduesvisker nu tilmed også var sat ud. Men vi kom hjem og det endda i fin behold, som man siger. Bilen larmede godt nok en del i indkørslen, da vi sneg os op ad stenene, men os, vi fejlede intet, bortset fra efterveerne fra den kvalme, som sejlturen havde givet os.
Vi er udsatte. Naturligvis en form for luksus-udsathed i det her tilfælde. Jeg mener: Bilen havde jo varme sæder, man kan altid ringe til Falck, venner lige om hjørnet i det meste af Jylland osv. Men det er heller ikke den udsathed, som jeg tænker på nu og heller ikke den, jeg tænkte på i den larmende bil ned igennem Jylland. Jeg bekymrer mig snarere om vejret: Tøvejret i Norge, stormen herhjemme, oversvømmelserne i England og os, der på trods af dette yderst hørligt skovler CO2 ud i den globale luft, fordi vi nu engang har lyst til at stå på ski. Det er en bekymring, som ikke er til at komme uden om. Og jeg tænker, tænker jeg, ikke først og fremmest på mig, men på de to, der sidder på bagsædet og sover.
Aftenen før havde jeg forsøgt at fæstne disse tanker i et digt uden at vide, hvad vi skulle igennem dagen efter. Det er skrevet lige efter, at jeg færdiglæste Hans Otto Jørgensens Strange Days Indeed, og visse sætninger, bilder jeg mig ind, bærer præg af dette, i hvert fald det med røvhullet til sidst, som jeg har tyvstjålet fra ham:
Man kan jo ikke sende dem derind.
Fremtiden er et forfærdeligt sted.
Der lugter fælt
og vandet løbet over i alt.
Nogle gange tænker man at det er godt
at man skal dø fra det.
Ikke opleve undergangen.
Andre gange er det angsten
der åbner én, et intet,
ikke at være til,
at børnene findes ufortrødent.
Det er en smerte der ikke kan dulmes.
Det umulige i at løbe derind.
Det umulige i at lade være.
Litteraturen er en trøst.
Alle de andre ligesindede;
dem med døden i ørerne
og røven
det åndssvagt kløende hul.
Hvor vil jeg hen med det og det (ozon)hul? Jo. Det er jo en hommage til Hans Otto, men det fik mig også til at tænke på den unge generation af forfattere. Når jeg læser mange af de nye, unge digtere, i slipstrømmen på fx Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen, så slår det mig, at de til overmål bekymrer sig. De bekymrer sig helt ind til benet. Flere af de yngre kvinder ønsker ikke engang at sætte børn i verden. Asta Olivia Nordenhof skriver fx i det nemme og det ensomme: "jeg vil ik ha børn så fat det/ flere liv at martre" (23).
![]()
Det er naturligvis en privat sag, men det er alles private sag. Der findes ingen veje uden om: Vejret, atmosfæren, de andre, katastroferne, den kontekst, som vores kødelige tekst altid allerede er indlejret i. Ida Marie Heede taler i et interview, der egentlig handler om feminisme i ny dansk litteratur, om ”den måde, en hudcelle på en kvindekrop står i relation til atmosfæren”. Denne relation, tror jeg dog, er ikke kønsbestemt. Tag fx Daniel Dalgaards digtsamling Vi er ikke konger, hvor man finder følgende linjer: "Det totale sprogs forsvinden når havene kommer,/ du forbruger kloden så hurtigt du ikke har begreb om det,/ det handler ikke om der vil komme 50/ eller 100 millioner klimaflygtninge, det handler om/ at der bliver frigivet så meget CO2 at du ikke kan leve mere i luften,/ ingen af os" (12). Jeg bladrer videre og finder et mere diskret eksempel i Simon Tolsgaards Det er hyklerisk at sige fra: "om fyrre år ryger det hele, hvis vi spiser kød" (16) eller de her linjer der forbinder os sammen i vores sociale katastrofe: "Vi er summen/ af vores liv. Og andres liv. Og alt/ hvad ingen ved. Uden usikkerheden/ ville sproget være nyttesløst. Vi vil bestemme/ noget vi ikke har bestemt/ med noget vi har bestemt én gang før" (84). Det bemærkelsværdige er, hvordan sprog, socialitet og klima glider sammen hos digtere som disse. Katastrofen som en art baggrund, men også usikkerheden der deraf følger som en sproglig åbning mod hinanden. Vi er ligesom tvunget til at tale sammen på den baggrund. Litteraturen er en trøst, men er det nok?
Det er i den forstand, at det måske giver mening at anvende det allerede forkætrede label”Generation etik”. Der er blevet sagt meget vrøvl om dette allerede, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg orker den forblommede (mode-)generationssnak, der synes at hjemsøge dansk litteraturkritik som en slags borumsk spøgelse. Men ok, man er vel kun et menneske med en svag litterær karakter og et hul i udstødningen.
Det er naturligvis en privat sag, men det er alles private sag. Der findes ingen veje uden om: Vejret, atmosfæren, de andre, katastroferne, den kontekst, som vores kødelige tekst altid allerede er indlejret i. Ida Marie Heede taler i et interview, der egentlig handler om feminisme i ny dansk litteratur, om ”den måde, en hudcelle på en kvindekrop står i relation til atmosfæren”. Denne relation, tror jeg dog, er ikke kønsbestemt. Tag fx Daniel Dalgaards digtsamling Vi er ikke konger, hvor man finder følgende linjer: "Det totale sprogs forsvinden når havene kommer,/ du forbruger kloden så hurtigt du ikke har begreb om det,/ det handler ikke om der vil komme 50/ eller 100 millioner klimaflygtninge, det handler om/ at der bliver frigivet så meget CO2 at du ikke kan leve mere i luften,/ ingen af os" (12). Jeg bladrer videre og finder et mere diskret eksempel i Simon Tolsgaards Det er hyklerisk at sige fra: "om fyrre år ryger det hele, hvis vi spiser kød" (16) eller de her linjer der forbinder os sammen i vores sociale katastrofe: "Vi er summen/ af vores liv. Og andres liv. Og alt/ hvad ingen ved. Uden usikkerheden/ ville sproget være nyttesløst. Vi vil bestemme/ noget vi ikke har bestemt/ med noget vi har bestemt én gang før" (84). Det bemærkelsværdige er, hvordan sprog, socialitet og klima glider sammen hos digtere som disse. Katastrofen som en art baggrund, men også usikkerheden der deraf følger som en sproglig åbning mod hinanden. Vi er ligesom tvunget til at tale sammen på den baggrund. Litteraturen er en trøst, men er det nok?
Det er i den forstand, at det måske giver mening at anvende det allerede forkætrede label”Generation etik”. Der er blevet sagt meget vrøvl om dette allerede, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg orker den forblommede (mode-)generationssnak, der synes at hjemsøge dansk litteraturkritik som en slags borumsk spøgelse. Men ok, man er vel kun et menneske med en svag litterær karakter og et hul i udstødningen.
Hvis man endelig skal tale om etik, skal man tale om det etiske og kalde de unge digtere for generation etisk. Der er tale om en handlen. Mange af de unge digtere skriver tekster, som bekymrer sig. Det er en kummer, der findes hos stort set alle de unge danske digtere. Andre ville sikkert kalde det omsorg eller ”sorge” og kunne komme i tanker om fine passager hos Martin Heidegger og andre livsfilosoffer. Fint med mig. Det er jo heri, det etiske ligger. Det er under alle omstændigheder en kummer, som påvirker hele den litterære udsigelse og som ofte underordner ideer om genre, udsigelse, fiktion osv.
Man vil måske nok kunne finde en vis patos, forbundet med kummeren og omsorgen. Men patosen er jo et resultat af bekymringen for verden. Hvis man nogensinde har læst K.E. Løgstrup, der jo i mange henseender er beslægtet med Heidegger, mærker man patosen blomstre hele vejen igennem sproget. Det kan medføre en vis mistænksomhed: Er Løgstrup egentlig præst, en forkynder, hvem vil han overbevise om hvad? Og hvis man ellers, som jeg, har fået en pæn portion litterær opdragelse gennem Per Højholt, føles idiosynkrasien desto mere voldsom. Men i den nye litteratur kommer patosen heldigvis til udtryk på en anden og ofte mere indirekte måde. Her er patosen til at bære, den er nem og ensom. Nogenlunde som McDonalds en sen aften uden familien. Skammen over overhovedet at være dér.
Denne kummer har første prioritet i den nye litteratur. Den er en baggrund, hvorfra der tales. Den kommer før selvfremstillingen, vil nogen måske sige, og dermed kalde det anti-selvfremstilling. Men også her risikerer man at tage fejl. Eller man kan, tror jeg, opfatte selvfremstilling på forskellig måde. Enten som noget performativt postuleret og postulerende, inautentisk identitetslegende og ansvarsfrit a la den tidlige Claus Beck-Nielsen (dermed ikke være sagt, at det er sådan jeg læser ham), Jørgen Leth og attituderelativismen, eller man kan opfatte den som det, der nu engang er at deale med i mangel af bedre. Når der måske ikke findes noget "selv" uden de andre, eller nogen sammenhæng andet end vejret, som vi til stadighed hænger og hænger os i.
Det sidste er tilfældet for den bekymrede generation. Det er også derfor, at den i mine øjne adskiller sig fra andre af de nyere litterære selvfremstillingstendenser. Pablo Llambías har fx skrevet tre gode ”bekendelses”-bøger, hvor han suger modernismen ud af bekendelsen (fx Vita Andersen og andre) og bruger den som en kanyle i det litterære, han stikker så at sige en dosis bekendelse strategisk og målrettet ind i det litterære felt. Men han ”gemmer” sig stadig bag en tekst, resterne af en ide om et værk (kanylen). Han antyder, at teksten er én ting, forfatteren bag, noget andet, uanset sammenfald af navne, virkeligheder etc. Jeg er generelt meget glad for Pablos forfatterskab, men for mig bliver skellet i denne selvfremstillingssammenhæng - et skel han selv peger på i diskussioner om de tre seneste sonetbøger, mellem tekst og forfatter - et relativt skalkeskjul, eller måske snarere et skjold, men noget, der hele tiden kan flyttes efter behag og forfatterens forgodtbefindende. Men for den bekymrede generation er teksten det hele. Der er ikke et "værk", som man kan gemme sig bag. Titlen på Yahya Hassans er fx Yahya Hassan. Yahya Hassan er produktet af mange ting: det som forfatteren siger, men også den specifikke (kon)tekst, der har skabt ham og andre. Derfor føler mange et ansvar for denne særlige danske (ja gu fanden) diskurs, som med ham er blevet sat i verden. Det samme gør jeg. Vi gør alle sammen krav på den, ham og på det, han siger, men det er, fordi det, han siger, er os, vores ansvar, vores ghetto, danskere ladt i stikken. Og hvis jeg kunne, stemte jeg på Syg alliance.
Nu kan man jo have mange opfattelser af, hvad en tekst er, men jeg har på fornemmelsen, at den bekymrede generation tænker teksten, som mere end bare tekst i gængs forstand. Det mest dækkende jeg kan komme på, er Roland Barthes ide om teksten som væv. Det er det, som værkerne, de litterære tekster træder frem på baggrund af. Til baggrunden hører mange ting, også forfatteren selv, men alt er i princippet tekst: ”il n'y a pas de hors-texte”, som Jacques Derrida proklamerede. Tager man Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylsterder omgiver hele legemet finder man måske det bedste eksempel på det opfattelse, altså teksten som et væv. Rasmussens tekst er væv forstået på forskellige måder. Barthes brugte bl.a. metaforen for at tale om alle teksters intertekstualitet. Og på denne måde giver det også mening at se Rasmussens roman, der jo låner vildt og voldsomt af Brøgger, Genet, Duras, Hesselholdt, Plath samt en række opslagsværker om huden. Identitet, hud og (inter)tekst glider sammen. Det væv, der udgør hans bog og hans identitet i forbindelse med den bog.
Den opfattelse af tekst skal nok forstås i forlængelse af den omfattende digitalisering, som de unge forfattere i forvejen må bekymre sig om og orientere sig i. Når den bekymrede generation fx er på de sociale medier, befinder de sig ikke i en anden virkelighed end virkeligheden. I den forstand bør en ide om teksten nuanceres i forhold til det, som Roland Barthes forestillede sig, dengang 1960erne. Der er nok især det digitale og netværket til forskel. Den glidende overgang, at alting hurtigt kan transformere sig, blive remedieret, komprimeret, til luft og signaler, at alle tekster er ufuldstændige og kan skrives om. At vejret også er en tekst, at du og jeg er det.
Således også vore digitale ”selv” eller selvopfattelse. Der er tale om en redigering af vores liv, der er så omfattende, at den litterære tekst ikke længere kan siges at leve sit eget liv. Ideen om den autonome litteratur er en sønderskudt banegård. Det digitale har heteronomiseret alt, også vores liv og selvopfattelse, og det viser sig i og omkring litteraturen. Den befinder sig ligeså godt på Facebook som i en bog. Asta Olivia Nordenhof er det bedste eksempel på dette. Hendes litteratur udfolder sig som en fortløbende tekst på tværs af medier og uden hierarki.
Det etiske ligger således i, at man i sin fremstilling af sig selv, uanset hvor usammenhængende den end må være, forsøger at se det vi kalder "selvet" i en sammenhæng. Denne sammenhæng kan være af narrativ art, men behøver ikke at være det. Ideen her har jeg fra Amalie Smiths bog I civil, der igen henviser til Judith Butler. Smith skriver fx om at se sig selv: ”som en af mange viljer i et socialt økosystem, påvirkende og påvirket af verden”(93) og henviser til digteren Juliana Spahrs smukke linjer ”How lovely and how doomed this connection of everyone with lungs”. Vores forbundethed er en frelse og en forbandelse. Det sociale økosystem er det totale NU, bekymringen altomfattende.
![]()
Smiths bog er på mange måder en smuk og omsorgsfuld poetik for den bekymrede generation. Smith tænker godt som forfatter, og det er ikke tilfældigt, at hun henviser til Butler. Butlers tanker om selvfortælling og selvfremstilling vil jeg gerne gøre til mine og til deres, den bekymrede generations, fordi disse tanker indlejrer selvfremstillingen i et etisk perspektiv. Smith udlægger det således:
"Judith Butler skriver, at fordi min selvfortælling altid er henvendt, og fordi jeg aldrig kan huske eller rumme alt, der er sket i mit liv, må jeg støtte mig til andre og deres fortælling om mig. Jeg ejer ikke min selvfortælling, og mit jeg er kun delvist klart for mig selv." (92)
På baggrund af denne indsigt har Smith en mindre, men prægnant dialog i sin bog:
"- Jeg tror det.
- Hvad tror du?
- At vores henvendthed forpligter os på hinanden.
- The 'I' is the moment of failure in every narrative
effort to give an account of oneself, skriver hun også
- Det er et sted at begynde.
- Hvor?
- Jeget som selv-fortællingens uklare punkt. Jeg er
ankommet til sproget, jeg ejer det ikke.
- Hvem er du?
- Jeg er vores fælles pronomen." (92-93)
Selv jeget er vi fælles om. Det er bekymrende.
Butlers centrale argument i bogen Giving an Account of Oneself (2005), som Smith lader sig inspirere af, drejer sig om, at det grundlæggende for en moral mellem mennesker er vores blotlæggelse i forhold til andre, ikke en form for selvidentitet. Her kan man igen se de to opfattelser af selvfremstilling skinne igennem, som jeg nævner ovenfor. Jeg abonnerer på den første. Det er vores ufuldendthed, der konstituerer moral, tror jeg, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten, der snarere tilhører en liberalistisk tankegang fra Kant og fremad. Ideen om autonome individer, der støder sammen osv.
Og det handler om at være ydmyg over for sin egen uigennemsigtighed i denne sammenhæng, eller rettere: Ydmyghed er et udtryk for denne uigennemsigtighed, og den gensidige anerkendelse er en opgave, man bliver stillet over for, på grund af sin egen og den andens uigennemsigtighed. Ansvarlighed er således et forhold, der handler om relationen imellem vores manglende evner til ikke at kunne gennemskue os selv: ”Indeed, to take responsibility for oneself is to avow the limits of any self-understanding, and to establish these limits not only as a condition for the subject but as the predicament of the human community” (ibid.: 83). At vedkende sig sin begrænsede viden om sig selv er at kende sig selv bedre, kunne man sige, og det er, trods alt, stadig at kende sig selv til en vis grænse, vil hun og også jeg hævde (ibid.: 46).
"Judith Butler skriver, at fordi min selvfortælling altid er henvendt, og fordi jeg aldrig kan huske eller rumme alt, der er sket i mit liv, må jeg støtte mig til andre og deres fortælling om mig. Jeg ejer ikke min selvfortælling, og mit jeg er kun delvist klart for mig selv." (92)
På baggrund af denne indsigt har Smith en mindre, men prægnant dialog i sin bog:
"- Jeg tror det.
- Hvad tror du?
- At vores henvendthed forpligter os på hinanden.
- The 'I' is the moment of failure in every narrative
effort to give an account of oneself, skriver hun også
- Det er et sted at begynde.
- Hvor?
- Jeget som selv-fortællingens uklare punkt. Jeg er
ankommet til sproget, jeg ejer det ikke.
- Hvem er du?
- Jeg er vores fælles pronomen." (92-93)
Selv jeget er vi fælles om. Det er bekymrende.
Butlers centrale argument i bogen Giving an Account of Oneself (2005), som Smith lader sig inspirere af, drejer sig om, at det grundlæggende for en moral mellem mennesker er vores blotlæggelse i forhold til andre, ikke en form for selvidentitet. Her kan man igen se de to opfattelser af selvfremstilling skinne igennem, som jeg nævner ovenfor. Jeg abonnerer på den første. Det er vores ufuldendthed, der konstituerer moral, tror jeg, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten, der snarere tilhører en liberalistisk tankegang fra Kant og fremad. Ideen om autonome individer, der støder sammen osv.
Og det handler om at være ydmyg over for sin egen uigennemsigtighed i denne sammenhæng, eller rettere: Ydmyghed er et udtryk for denne uigennemsigtighed, og den gensidige anerkendelse er en opgave, man bliver stillet over for, på grund af sin egen og den andens uigennemsigtighed. Ansvarlighed er således et forhold, der handler om relationen imellem vores manglende evner til ikke at kunne gennemskue os selv: ”Indeed, to take responsibility for oneself is to avow the limits of any self-understanding, and to establish these limits not only as a condition for the subject but as the predicament of the human community” (ibid.: 83). At vedkende sig sin begrænsede viden om sig selv er at kende sig selv bedre, kunne man sige, og det er, trods alt, stadig at kende sig selv til en vis grænse, vil hun og også jeg hævde (ibid.: 46).
Det ”jeg”, der begynder at fortælle sin historie, kan kun fortælle denne i forhold til en række altid allerede anerkendte normer og former for livs- og selvfortælling. Derfor mener Butler, at hvis jeget ellers indvilliger i at fortælle sig selv gennem disse former, indvilliger det også i at lade sig selv desorientere i fortællemåder, der har en upersonlig oprindelse, det som man kunne kalde teksten, den andethed, som vi alle er overladt til og forankret i. Vejret er et godt eksempel på dette. Noget vi alle kan tale med om, og normalt ikke noget vi hænger os i, medmindre man er digter.
Jeg tror, at nogle af misforståelserne omkring ”generation etik”, som jeg nu vil omdøbe til den bekymrede generation handler om, at mange stadig tror på, at litteratur er noget andet end kommunikation, eller i det mindste en helt særlig form for kommunikation, som helst ikke må blive smittet af daglig tale. Således også Rolf Sparre Johansens ellers store og fine engagement i affæren. Det er måske den ældgamle ide om litteraritet, fx sådan som man fejrede denne i den russiske formalisme, og som blev nedarvet i nykritikken, hvor man talte om sådan noget som ”the intentional fallacy” og i øvrigt gav fanden, når det kom til affekt, der jo præcis er at finde alle steder hos den bekymrede generation. Vores humør afhænger jo af vejret.
Forfattere i dag vil altså sige noget med deres tekster, de har noget på hjertet, men teksten er jo en tekst, den har også et liv, kunne man sige, et lille hjerte der også altid banker. Andre har været der før i dette sprog, jeget benytter sig af. Man bliver også talt, når man taler. Det betyder, at al sprog er flertydigt, bevidst eller ubevidst, og da især litteraturen, der endog til tider kan sætte en ære i at overlade initiatiativet til ordene, som Stéphane Mallarmé sagde det engang. Men selvom sproget er ingens, må en udsigelse altid være nogens. Vi giver alle vores besyv med.
En anden misforståelse i kortlægningen af den såkaldte ”generation etik” er, at man ikke skelner mellem fiktion og litteratur. Det er ikke det samme, selvom man kan blive forvirret, især på engelsk, når man taler om fiction, der jo svarer til skønlitteratur, men igen, der går et vigtigt skel her. Litteratur kan benytte sig af fiktion, men behøver ikke at gøre det. Fiktion er en, måske den vigtigste, af litteraturens mange kommunikative ressourcer. Men derfor giver det alligevel mening at ændre perspektivet, når man læser værker af forfattere fra den bekymrede generation: i stedet for kun at leve sig ind i fiktionen, kan man også spørge, hvorfor bruger den pågældende forfatter overhovedet fiktion og på den måde? Det er en tanke, som jeg og flere af mine kolleger allerede har fremført i en bog og et punkt, hvor jeg i øvrigt ligger helt på linje med en forfatter, der "tilhører" generationen, Nikolaj Zeuthen, der i en god Kritik-artikel fra 2010 "Digt og samfund i 00'erne. Essay om fiktion, ideologi og det etiske i litteraturen" skriver om en mere fordomsfri tilgang til fiktionen, hvor vi ikke hele tiden koncentrerer os om den "magiske mur", som fiktionen også opstiller mellem læseren og forfatteren, men også om det som forfatteren faktisk vil fortælle os med sin fiktion.
Forfattere i dag vil altså sige noget med deres tekster, de har noget på hjertet, men teksten er jo en tekst, den har også et liv, kunne man sige, et lille hjerte der også altid banker. Andre har været der før i dette sprog, jeget benytter sig af. Man bliver også talt, når man taler. Det betyder, at al sprog er flertydigt, bevidst eller ubevidst, og da især litteraturen, der endog til tider kan sætte en ære i at overlade initiatiativet til ordene, som Stéphane Mallarmé sagde det engang. Men selvom sproget er ingens, må en udsigelse altid være nogens. Vi giver alle vores besyv med.
En anden misforståelse i kortlægningen af den såkaldte ”generation etik” er, at man ikke skelner mellem fiktion og litteratur. Det er ikke det samme, selvom man kan blive forvirret, især på engelsk, når man taler om fiction, der jo svarer til skønlitteratur, men igen, der går et vigtigt skel her. Litteratur kan benytte sig af fiktion, men behøver ikke at gøre det. Fiktion er en, måske den vigtigste, af litteraturens mange kommunikative ressourcer. Men derfor giver det alligevel mening at ændre perspektivet, når man læser værker af forfattere fra den bekymrede generation: i stedet for kun at leve sig ind i fiktionen, kan man også spørge, hvorfor bruger den pågældende forfatter overhovedet fiktion og på den måde? Det er en tanke, som jeg og flere af mine kolleger allerede har fremført i en bog og et punkt, hvor jeg i øvrigt ligger helt på linje med en forfatter, der "tilhører" generationen, Nikolaj Zeuthen, der i en god Kritik-artikel fra 2010 "Digt og samfund i 00'erne. Essay om fiktion, ideologi og det etiske i litteraturen" skriver om en mere fordomsfri tilgang til fiktionen, hvor vi ikke hele tiden koncentrerer os om den "magiske mur", som fiktionen også opstiller mellem læseren og forfatteren, men også om det som forfatteren faktisk vil fortælle os med sin fiktion.
Det handler mere overordnet om, tror jeg, hvorfra man ser litteratur. Jeg vil gerne se den udefra og ind i stedet for omvendt, indefra og ud, og jeg har på fornemmelsen, at det er mere kongenialt med den bekymrede generations litteratur end det modsatte. Ser man den indefra og ud, dvs. litteraturen på det litteræres betingelser, ender man i blindgyder som nykritikernes. Man tror på en form for kunstnerisk essens, der taler for sig selv. At litteratur er et helt særligt sprog, der kræver sine koder og sin særlige former for kommunikation og, ja, omgangsformer. Det kan i nogle tilfælde gøre litteratur til en lukket klub, som jeg ikke er tilhænger af. Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhofs digtsamlinger har vist os, at det andet er muligt på hver deres måder.
Det gode ved ”digte” eller lad os blot sige "poesi" er, at de faktisk sjældent er fiktion. I den bekymrede generations tekster ligger der således en etisk motiveret bestræbelse på at vige uden om (de alt for store) fortællinger, den type af konstruktioner som Karl Ove Knausgård et sted kalder for fiktioner, og som han får kvalme af at beskæftige sig med. Forfatterne i den bekymrede generation vil igennem deres tekster synliggøre egne begrænsninger, fordi det netop er her, at den etisk ansvarlige henvendelse har sit udspring. Josefine Klougart taler fx om at være ødsel med sig selv, og selvom hendes bøger lanceres som romaner, er de i mine øjne uden tvivl stor poesi.
Poesien er på en måde mere ”selvbiografisk” end de litterære former, vi normalt forbinder med selvbiografier. Den er simpelthen tættere på det (usammenhængende) jeg, der altid taler og fremstiller sig ”selv” uden fuldstændigt at have gennemskuet dette "selv". Og den kommer til udtryk både i digte og i en del prosa for tiden, hvis det overhovedet giver mening at skelne, for selv Knausgårds prosa er en form for poesi i den henseende, vil jeg vove at påstå. Det er noget, jeg skriver om i en anden og kommende sammenhæng, men for nu er det nok at pege på, hvorfor han må ses som et af forbillederne for den bekymrede generation. Akkurat som Hans Otto Jørgensen også er det. Læs Strange Days Indeed - det er er hverken fiktion eller fortælling, men en sproglig og poetisk undersøgelse af identitet, forbindelsen mellem det jyske "a" og det überdanske "jeg", der altid spøger i Hans Ottos væltede kældre. Som Henrik Nordbrandt engang skrev i digtet ”Eksempel” fra Drømmebroer: ”Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle/ men af angst for at blive set/ tør ingen gå det imøde”. Det er adgangen og gangen hen til det "jeg", der bekymrer den bekymrede generation. Et "jeg" der kun er tilgængeligt igennem vores fælles tekst til det andet, den anden og de andre.
