Jeg slugte Nielsens nye lille Claus Beck-Nielsen-bog Mine møder med De Danske Forfattere råt, midt i Roth så at sige. Jeg startede på bogen og læste den i et hug. Jeg er et nemt offer for den slags forfatter-celebrity snask. Det lyder måske småt, men det er faktisk meget større. Den er fantastisk, det må jeg sige (med en Leth-frasering). Nielsen er mere morsom end nogensinde, men bogen er faktisk også rørende og vedkommende.
Gennem de mere eller mindre fiktive møder og pseudo-møder med fortrinsvist kendte danske forfattere, får vi først og fremmest et portræt af og en fortælling om den unge og i konstant vildrede, Claus Beck-Nielsen-figur, for hvem de alt for mange muligheder ligger som et stort ubeskriveligt monster ude i fremtiden. Kunne man bare få lov til IKKE at vælge, synes denne unge Beck-Nielsen således at hungre efter. Fortælleren er med et ordspil på alter ego forfatterens old ego og er konstant uplacérpar i forhold til tid og sted, malplaceret i en malstrøm af muligheder, eller som det hedder et sted:”Jeg var for længst gået glip af min lynende skæbne, den slags fandtes slet ikke længere, allerede dengang (i begyndelsen af nittenhundrede og halvfemserne) var det helt op til det enkelte menneske, om han eller hun (ikke engang det var jeg klar over), nogensinde skulle blive til andet end en uendelighed af muligheder, der aldrig var blevet til virkelighed. Jeg var kort sagt endnu ikke noget egentligt menneske, bare en snart syvogtyve år gammel mulighed”. (126)
Perspektivet i bogen er således mestendels denne syvogtyve år gamle mulighed, men med hele historien om Beck-Nielsens død, Das Beckwerk og nu Nielsen subtilt forstyrrende i baggrunden. Fremtiden er på en måde en stor blindgyde for denne syvogtyve årige Beck-Nielsen, om end den, forfatterens fremtid, fungerer som en larmende kontekst overalt i bogen.
Vi begynder med mødet med Poul Borum. Hvordan Beck-Nielsen sender sine digte til Hvedekorn og ikke får dem antaget i første omgang, for derefter desperat at stjæle en rødbede fra en af medboerne i bofællesskabet, skære den midt over og lægge ni hvide ark på gulvet og nøgen rulle sig i rødbedesaft og papir. På disse ark papir skriver han derefter nogle digte på maskine, som han sender til Hvedekorn igen. De to af dem bliver antaget, under pseudonymet Anders Claudius Westh, og vupti, Nielsen er forfatter med adgang til de hellige haller. Det er således en ironisk eller i hvert fald morsom gestus, når bogomslaget gengiver et af digtene og rødbedesaften forefindes overalt på bogen. Hvad er det helt præcist, som man får på fingrene ved at læse denne bog? Det er vel det udtrykte møde mellem kunstneren og kunsten, men også et udtryk for den poetik, der senere hen, skulle blive Das Beckwerks og Nielsens. Således hører vi et andet sted, da Beck-Nielsen i det sidste kapitel er på cykeltur med datteren Emma og i øvrigt ender med at møde en næsten nøgen Ib Michael, og datteren undrende spørger: Er det hele ikke bare noget, du finder på?
”Ja, jeg roder lidt rundt i det […]. Men bortset fra det, så er alt det, jeg fortæller, sket, eller kommer til at ske, i virkeligheden. Det er problemet, Emma, jeg er ikke ret god til at finde på, jeg kan ikke skrive sådan nogle fantastiske bøger som Ib Michael, det, jeg skriver, skal være noget, jeg selv har oplevet, eller i hvert fald noget, der er sket i virkeligheden. – Er det derfor, du nogle gange gør sådan nogle mærkelige ting? – Hvad mener du? – Ja, alle de ting, du gør. Så du kan skrive om det? – Tja, det kan da godt være, at det i virkeligheden er det. – Men hvad hvis der pludselig sker noget med dig, så du dør? – Hvad så? – Så kan du jo ikke skrive om det. – Det skal du nu ikke være så sikker på.” (187-188)
Konturerne af Nielsens metode får vi her beskrevet og på en måde, hvor begravelsen, performancen Funus Imaginarium, klinger morsomt med til sidst, men derved er der også vendt op og ned på det der med at finde på. For Nielsen finder jo først og fremmest på ”ude i virkeligheden”, om man vil. Alle vidste til eksempel godt at begravelsen af Beck-Nielsen var en form for fiktionalisering. Teksterne om begravelsen og især en tekst, den der i sin tid først blev optrykt i det norske tidsskrift Vagantog senere hen i coffee table bogen Beyond Identity, derimod er strengt taget ikke fiktion. Den er dokumentation, reportage og beskrivelser af hændelser, der faktisk har fundet sted. Kausaliteten er der blevet vendt op og ned på. Man tænker sædvanligvis, at virkeligheden afføder fiktion, men ofte er det fiktion, der afføder virkelighed, i Nielsens forfatterskab.
Med til historien hører også, at der sidste år udkom en anden bog af Claus Beck-Nielsen med titlen Jeg taler til jer. En bog som efter al sandsynlighed er et hoax, dvs. Nielsen har ikke noget med den at gøre, men det er en bog, som han ifølge sin egen poetik var nødt til ikke at fraskrive sig helt og aldeles, idet det jo stod alle frit for at benytte sig af navnet Claus Beck-Nielsen. Jeg taler til jer var bestemt ikke ueffen, den var godt tænkt og veludført. Den kunne også sagtens være skrevet af flere, idet der både blev langet ud efter Beck-Nielsen og Bukdahl, som hvis de har fjender blandt det københavnske forfattermiljø, formentlig ikke har de samme fjender, trods alt. Mine møder med De Danske Forfattere sætter imidlertid skabet på plads. Hvis man endelig skal infiltrere, tale bagom eller indenad, ja sladre, så bør man gøre det med en vis stil, og den stil har Nielsen også i sig, til trods for at det egentlig ikke erhans stil. De andre projekter er jo primært ikke-danske og foregår langt væk fra andedammen. Men måske vælger han netop derfor primært forfattere, som enten er nemme eller oplagte ”ofre”, forfattere hvis etos og ego kan klare det så at sige. Mere om det om lidt. For Nielsens stil er kringlet og klar på samme tid. Fx denne, dog lidt atypiske, passage om Christina Hesselholdt, Beck-Nielsens kommende og/eller daværende kone:
”Jeg tog ikke med Christina Hesselholdt hjem, vi endte ikke i hendes soveværelse, hun skulle ikke pludselig springe op fra sengen og løbe ud ad døren i sin grønne fløjlskjole og efterlade mig liggende på ryggen på dobbeltsengen i en blanding af rædsel og fuldkommen ro, fornemmelsen af noget uigenkaldeligt, overdådigt og katastrofalt, og hun skulle ikke komme tilbage med bare skuldre og sort bh og nylonstrømper, gennem hvilke jeg tydeligt ville kunne se de støvgrønne trusser med kradsende blonder og blomster, forbløffende kompakt og helt uden talje, men med barnligt struttende bryster, jeg skulle ikke læse Edens Have for hende i det grønne skær fra glaslampen i karnappen ud mod gaden og høre hende springe nøgen ned gennem gangen, urytmisk, som et føl, der for første gang kommer på græs, jeg skulle ikke servere ris og drikke kold hvidvin af hendes mund eller til mine dages ende se, hvordan hun på passagersædet til venstre for mig i bilen på vej ud ad en endeløs øde solslagen afrikansk ørkenvej langsomt lader sin lår falde til siderne og åbner en mørkerødt glinsende fold i sit kød og lader hovedet falde bagover med åben mund og et blik, der flyder over og synker til bunds i sig selv” (151-152)
Passagen med ting, der ikke skete sammen med Christina Hesselholdt fortsætter over en side mere i bogen udover det citerede, og man tænker utvivlsomt som læser, at det jo præcis var de ting, der skete, da de to fandt hinanden, blev forelskede og gik fra hinanden igen. Men lad nu det ligge. Det var prosaen jeg kom fra. Den er sjældent overophedet som ovenfor, snarere køligt registrerende, skrevet fra et umenneskeligt nøjsomt perspektiv, gold og galgenhumoristisk. Det er tale om en helt særegen prosa, der hele tiden dementerer og parlamenterer med sig selv på samme tid, insisterende og uforfattet, som den er, på samme tid.
Nielsens valg af forfattere er i øvrigt tankevækkende. Det er jo på en måde en konge- og dronningerække. Men uden rigtige konger og dronninger. Bogen bærer undertitlen Et spejlkabinet, men hvilket spejlbillede ser vi, når vi kigger på nummer tretten i rækken, som jo ifølge bogen bagsidetekst er forfatteren selv, hvem han så end er? Udover de nævnte forfattere ovenfor, får vi også møder med Jens Christian Grøndahl, Henrik Nordbrandt, Peer Hultberg, Hans Otto Jørgensen, Pia Tafdrup, Jørgen Leth, Klaus Rifbjerg, Inger Christensen, Peter Høeg. Ingen af dem, er så vidt jeg kan se, egentlige forbilleder for Nielsen. H.C. Andersen nævnes undervejs og ham kan han vist godt lide, men han er jo død, så derfor kan et møde ikke blive til noget. Hos Hultberg og Hesselholdt er idiosynkrasierne mindst, bilder jeg mig ind efter endt læsning, men det er vanskeligt at gennemskue. Er rækken af forfattere valgt, fordi de er kendte? For trods alt at give snasket fra andedammen en vis star quality? Bogen er i øvrigt ikke den eneste af sin slags, idet man fx kunne pege på Thomas Hvid Kromanns Saksehånd (2011), der er en satire over avantgardemiljøet i Kbh. og i øvrigt indeholder et fantastisk, fiktivt møde mellem Beck-Nielsen og Mikkel Thykier. I familie med Mine møder... er måske også konceptbogen Hvis jeg var kunstner (2010) af Martin Larsen.
Uanset hvad, så er Nielsens projekt formentlig afhængigt af en forforståelse af konteksten, eller man kunne sige, at konteksten også altid er en tekst, der kan skrives om i og videre på. Værkerne bliver derfor en form for indskrift (som Højholt ville sige det, og hvorfor mon han egentlig ikke er med i Nielsens bog?) hos Nielsen. I dette seneste kan skriften måske siges at være som denne rødbedesaft: Ved man ikke, hvor den kommer fra, dvs. læser man ikke også indenad, fatter man ikke altid meget som læser. Det behøver dog ikke at være en kritik, for det er på en måde også styrken ved hele Nielsens œuvre. Men nogle af mine studerende har udtrykt deres besvær med at trænge ind – de føler, at det er et lukket selskab, kun med adgang for os indviede. Det er enten hele pakken eller ingenting, synes invitationen til værket, set fra deres side, nogle gange at være. Og flere og flere får sikkert mere og mere besvær med netop at købe hele pakken, og det er egentlig synd, når nu Nielsen er én af vores allerbedste forfattere. På den anden side: Tag Søren Kierkegaard til eksempel, hans prosa var om noget også indforstået med et bestemt københavnsk publikum, men det har jo ikke forhindret folk fra hele verden i at læse med.
Et godt eksempel på, hvordan konteksten konkret spiller ind på værkets æstetik, er fortælleinstansen i Mine møder. Claus Beck-Nielsen er således anført som forfatter af bogen, men fortælleren er snarere den nuværende Nielsen, dvs. en form for alvidende jegfortæller, men med forskellige grader af alvidenhed undervejs, fx når der i kapitlet om Grøndahl bliver sagt: ”Som om jeg ved noget som helst. Om livet. Om hvordan det er at være stor forfatter. Jeg er ikke engang blevet skilt endnu.” (32).
Men altså: jeg ville gerne kunne sige: Nye læsere, start her, men vil disse læsere kunne forstå, hvor sjov denne karakteristik af fx Nordbrandts forfatterskab er:
”Så vidt jeg forstod, så vidste han ikke noget bedre end at være et sted, han hadede at være, og så skrive om det, hvor forfærdeligt det var, det hele, ikke bare stedet, også menneskene på stedet og det væmmelige lys, der faldt over det, og kvinderne, han heldigvis havde forladt, og som i særligt lykkelige tilfælde endda pludselig var døde, selv ham selv, han var næsten det værste (det var han). På et tidspunkt gik han endda så vidt, at han flyttede fra Tyrkiet, hvor han bare ikke kunne holde ud at være (og derfor havde boet en del år), til Danmark, som han altid, lige fra længe før han blev født, havde hadet. Han slog sig ned i København, hvor det var sværest at komme væk i en fart, og fik et barn, som ellers var noget, han aldrig i livet havde lukket ind i et digt. Ikke hvad jeg vidste af i hvert fald” (107-108)
Forstå mig ret; jeg synes at Nordbrandt er en god digter og Tafdrup ligeså, hvis inderste zone i øvrigt bliver forvandlet til Beck-Nielsens besøg hos en tidligere DDR-luder i Berlin, hvor selve akten, den inderste zone, aldrig bliver fortalt, men hvor alt ellers er så mistrøstigt og langt væk fra Tafdrups erotik og inderlighed som muligt. Parodier gør os således altid klogere på en tekst og et forfatterskab, således også Jeg taler til jer, som Nielsen aldrig adresserer direkte, men som denne bog måske er i dialog med alligevel. Mine møder begynder trods alt med Poul Borum og hans protegeer, så kan man jo selv tænke over, om der ligger noget i det?
Tilbage er der kun at sige: Godt man ikke er Nielsen, eller godt man ikke altid er Nielsen, for en vis rem af huden har man vel? Ellers ville man ikke blive rørt, grine med, mærke frustrationerne og idiosynkrasierne så tydeligt, ja læse rødbedesaften. Nielsen er jo os alle, på en måde, i hvert fald alle os der sikkert ville plapre løs ind i mikrofonen til forskel fra farfaren i Tønder, da Beck-Nielsen, fordi han er den eneste i familien, der har mulighed for det, tager ned for at bo hos denne, efter at farmoren er død. Den gode sønnesøn Claus forsøger her at indhente farfarens historie:
”Fortæl! sagde jeg. Han så på mikrofonen, længe, flere minutter. Men han sagde ikke noget. Som om der slet ikke havde været noget, intet liv, ingen historie, ingen fejltagelser, fortrydelser, forelskelser eller pludselig lykke, men heller ingen sorg eller tab eller fortvivlelse. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var ikke engang tredive år inde i livet, jeg havde hverken giftet mig eller fået børn, men jeg vidste allerede, hvor på én gang umisteligt og ubærligt, katastrofalt pinligt og intenst hvert eneste øjeblik er.” (169-170)
Men farfaren afbryder tavst seancen, det er jo trods alt kaffetid. At livet er en fortælling; det er en luksus og en forbandelse, som er blevet det senmoderne menneske tilskikket. Vi bygger bro mellem det velkendte og det mulige med fortællinger, vi forsøger at kontrollere livets peripeti. Eller som, den amerikanske psykolog Jerome Bruner, der i sin tid var med til at koble ideen om fortælling og identitet sammen, i sin tid sagde det:
"Fortælling er en beretning om menneskelige planer, der er kørt af sporet, forventninger, der er gået skævt. Det er en måde at domesticere menneskelige fejltagelser og overraskelser på. Den konventionaliserer de almindeligste former for menneskelige uheld i genrer - komedie, tragedie, romance, ironi eller en hvilken som helst anden form, der nu engang kan formindske smerten ved omskiftelserne i vores liv. Historier genopfrisker en slags konventionel visdom om, hvad man kan forvente, og også (eller især) om, hvad der kan forventes at gå galt, og hvad der kan gøres for at genoprette eller mestre situationen."
Nielsen er således et bemærkelsesværdigt eksempel på en sådan identitetsfortælling. På den ene side spænder han konstant ben for sig selv, ja han iscenesætter så at sige sine egne benspænd og omslag i skæbnen uden at kende konsekvenserne. På den anden side gør han alt for at mestre og kontrollere benspændet bagefter gennem sine bøger, skrifter, reportager, ja kort sagt: (selv)fortolkninger. Det han opnår, er imidlertid intensitet, ja intensiveret (livs)fortælling, hvor dødens forbandelse hele tiden hviler over det hele og rammesætter den form for peripeti, som man aldrig kan kontrollere sig ud af, heller ikke den gode Nielsen.
Mine møder med De Danske Forfattere er en fornøjelse og det tætteste forfatteren indtil videre har været på at skrive en letlæst bog. Det er Nielsen på frihjul. Nye læsere begynd her.