"En absolut uoverskuelig størrelse dette tilfælde. Således artet at man aldrig kan sige noget afgørende om det, hverken totalt afvise det eller endeligt acceptere det som årsag til noget som helst. Ikke engang i enkelte tilfælde - hvor ordet, tilfældigvis, betyder noget andet - med sikkerhed udpege det, tilfældet altså. Der er noget gennemgribende uvist over det. Man skulle derfor tro at det, ud over intellektuelt at aflyse enhver mening, var uhyre angstfremkaldende. Det er det nok sjældent. Blandt andet fordi vi, trods alt, næsten altid, undlader at beskylde det for de allerværste ugerninger. Og de klarest lysende triumfer. Det kan sagtens få lov til at afstedkomme ærgrelser, det kan stille sig på tværs af alskens fornuftige planer, forulempe trafikken, spolere enhver idyl. Og i bedste fald måske nogenlunde lige så jævnligt kan vi lade det optræde som et uventet held, en ny chance, en gave fra himlen. "
Jens Smærup Sørensen: Hjertet slår og slår (55)
Jens Smærup Sørensen: Hjertet slår og slår (55)