Aldrig i verdenshistorien har ordet opstandelse været så fjerntliggende. Det vrøvl som præsten taler om, kan umuligt være Guds ord, hvis Guds ord ellers findes. De automatismer og readymades fra Bibelen, som han lirer af, rører ingen, ikke engang ham selv. Mere nærværende er kisten, der står sejlende der midt i skibet, hvis ellers jeg havde ord. Men salmerne er en trøst. De siger dét, som præsten ikke formår. Ikke fordi de taler om Gud, men fordi de er stor litteratur. Det trøster os noget, fx mig, der ikke tror på opstandelsen, men på at mange har brug for at tro på netop den fortælling, fiktion som den er. Ikke?
↧