Da jeg som barn slentrede hen over muldmarkerne i Vrigsted, tænkte jeg ikke så meget på at jorden en dag kunne gå under. Jeg skænkede det ganske simpelt ikke en tanke at tiden fandtes som andet end det uendelige rum, den allerede i forvejen var. Man kunne fra markerne omkring det hvide vandtårn, og hvis man ellers var en heldig kartoffel, se hele vejen til Lillebæltsbroen. Pylonerne derude lod sig skimte som spidse syler mod det blå rum. Verden var endeløs. Det samme var fantasien, og en nat drømte jeg, at broen i et voldsomt uvejr brød sammen, og at vi alle sammen styrtede i den store sorte gryde: Mor, Far, Ralf, Buller, Trille og så mig selv. Det er ikke meningen, at broer skal styrte sammen. De skal holde sammen på tingene. Et landskab bløder ikke. Holde sammen på verden. Da man byggede broen ved Golden Gate, må man have tænkt noget tilsvarende. Det var efter det store jordskælv i 1906. Verden var allerede gået under een gang og alle nu på randen af endnu en krig, men alligevel byggede man broer. Måske var broen et plaster på landskabet? En bandage til at afhjælpe bruddet? Men hvorfor så lave den blodrød? I hvert fald er broen så smuk, at den er blevet et yndet sted at begå selvmord. Den danske Wikipedia artikel om broen har en underlig ekskurs om dette emne, og her læser man pludselig: "I 1973 var der direkte konkurrence om at blive selvmorder nr 500, og i 1995 fik konkurrencen om at blive selvmorder nr 1.000 så megen opmærksomhed, at Californias highway patrol afbrød sit officielle regnskab ved nr 997 for at standse udviklingen." Hver gang jeg kigger på broen fra vores nuværende hjem på Hilldale Ave, tænker jeg tilbage på min drøm. Broen er foruroligende skøn. Som om man ikke ved, hvad der venter ude på den anden side. At alt muligt kan vælte ind. Stillehavet ligger derude og mumler.
↧