Jeg er som så mange andre fan af Rune Lykkeberg og fik læst bogen Alle har ret i løbet af juleferien. Bedst er Lykkeberg, når han analyserer magtforhold, men jeg er glad for den bredde og præcision, som han udviser i sin bog på samme tid. Bredde i og med at analysematerialet spænder over alt fra Klovn, Alfons Åberg, Søren Kierkegaard til Medinas tekster. Præcision i og med at det altid er repræsentationen af den demokratiske livsform, der er hovedsigtet med analysen. Allermest glad var jeg for analysen af tv-programmet Smagsdommerne, der får et par beske kommentarer med på vejen. Lykkeberg blev selv prøvefilmet til programmets første sæson, men han blev aldrig brugt. Han skriver:
![]()
"Faglighed er ikke en forudsætning, men en forhindring: Man skulle tale om det, man ikke havde forstand på, og man skulle ikke bruge tekniske udtryk. Som deltagere fik vi at vide, at vi skulle tage udgangspunkt i vores oplevelse af de kunstværker, som skulle diskuteres. Det handlede ikke om værkerne, men om oplevelserne. Vi fik at vide, at det var hensigtsmæssigt at starte sætningen med "jeg". Det "virkede godt", sagde de, hvis man fortalte, at man selv havde "fået én på opleveren", eller om man havde kedet sig.
Det var udkastet til et demokratisk kulturprogam: Ingen skal være bedre end andre, alle skal kunne være med. Kultur skal formidles i øjenhøjde, hvor der evalueres ligesom enhver anden oplevelse [...] På den måde har man et kulturprogram, som ikke handler om kultur, men om forbrug og fordøjelse. Værkerne, den objektive verden, mellem dommerne er forsvundet ud af programmet, og der er kun menneskene og deres oplevelser tilbage."
Herefter fortsætter analysen, og Lykkeberg argumenterer for, at det er en smule underligt, at man gerne må sende udemokratiske haveprogrammer eller madprogrammer, hvor en stjernekok fx gerne må bruge eksklusive termer, stå ved sin autoritet og viden, kort sagt, programmer hvor der er forskel på eksperter og amatører, hvor ikke alle er smagsdommer. Men når det kommer til kunst og kultur, er vi alle lige.
Det er kulturens forfladigelse af den viden, der faktisk ofte forefindes på kulturens vegne. Man taler helst ikke om kunst, det er for elitært. Man skelner ikke mellem kunstarter, eller den viden og dermed autoritet, der følger i halen på disse, fx at nogle faktisk har forstand på litteratur, film, billedkunst, musik. I stedet klasker man det hele sammen som kultur, der jo er mere demokratisk end talen om kunst.
Eksemplet er blot et af mange, hvor bogen viser os, hvordan man i det daglige forhandler mellem demokratiske livsformer og mere udemokratiske former. Det er en nødvendig forhandling, især for demokratiet, men den viser os, at demokratiformen er fyldt med svagheder i det daglige, behæftet med mere eller mindre nødvendige fejl, og at demokrati aldrig fjerner de magtforhold, som Lykkeberg har så fint et blik for. Det er dog ikke kun kunst, kultur og litteratur, der bliver læst, også pædagogik og parforhold indgår i bogens mangfoldige eksempelmateriale. Lykkebergs tilgang er på den vis demokratisk og kultursociologisk.
Den eneste mindre anke, jeg har i forhold til Lykkebergs bog, er, at han ikke med et ord nævner bøgerne af Das Beckwerk. Nielsen og Thomas Altheimer må jo, alt andet lige, siges at være de danske kunstnere, der mest direkte har beskæftiget sig med demokrati i deres kunst. Det ville have været spændende at se, hvordan Lykkeberg ville tackle det projekt. Nu er metoden hos Lykkeberg jo som regel tematisk, og temaet er demokratiet som livsform. Lykkeberg fokuserer således altid på indhold og kerer sig oftest ikke om de mere formmæssige sider af sagen. Og Beckwerkerne er jo i høj grad form, eller kan i hvert fald meget vanskelig lade sig læse uden hensyntagen til denne form. Men måske netop derfor ville det være interessant? Omvendt kunne man sige, at teksterne, fx i Nielsens verdenshistorie, der i øvrigt har et fint (indholdslæsende) forord af Carsten Jensen, vel netop ønsker at blive læst i den retning? Som verdenshistorien dokumenteret, rejsejournalistik.
Uanset hvad, så stemmer jeg dog på Rune Lykkeberg
"Faglighed er ikke en forudsætning, men en forhindring: Man skulle tale om det, man ikke havde forstand på, og man skulle ikke bruge tekniske udtryk. Som deltagere fik vi at vide, at vi skulle tage udgangspunkt i vores oplevelse af de kunstværker, som skulle diskuteres. Det handlede ikke om værkerne, men om oplevelserne. Vi fik at vide, at det var hensigtsmæssigt at starte sætningen med "jeg". Det "virkede godt", sagde de, hvis man fortalte, at man selv havde "fået én på opleveren", eller om man havde kedet sig.Det var udkastet til et demokratisk kulturprogam: Ingen skal være bedre end andre, alle skal kunne være med. Kultur skal formidles i øjenhøjde, hvor der evalueres ligesom enhver anden oplevelse [...] På den måde har man et kulturprogram, som ikke handler om kultur, men om forbrug og fordøjelse. Værkerne, den objektive verden, mellem dommerne er forsvundet ud af programmet, og der er kun menneskene og deres oplevelser tilbage."
Herefter fortsætter analysen, og Lykkeberg argumenterer for, at det er en smule underligt, at man gerne må sende udemokratiske haveprogrammer eller madprogrammer, hvor en stjernekok fx gerne må bruge eksklusive termer, stå ved sin autoritet og viden, kort sagt, programmer hvor der er forskel på eksperter og amatører, hvor ikke alle er smagsdommer. Men når det kommer til kunst og kultur, er vi alle lige.
Det er kulturens forfladigelse af den viden, der faktisk ofte forefindes på kulturens vegne. Man taler helst ikke om kunst, det er for elitært. Man skelner ikke mellem kunstarter, eller den viden og dermed autoritet, der følger i halen på disse, fx at nogle faktisk har forstand på litteratur, film, billedkunst, musik. I stedet klasker man det hele sammen som kultur, der jo er mere demokratisk end talen om kunst.
Eksemplet er blot et af mange, hvor bogen viser os, hvordan man i det daglige forhandler mellem demokratiske livsformer og mere udemokratiske former. Det er en nødvendig forhandling, især for demokratiet, men den viser os, at demokratiformen er fyldt med svagheder i det daglige, behæftet med mere eller mindre nødvendige fejl, og at demokrati aldrig fjerner de magtforhold, som Lykkeberg har så fint et blik for. Det er dog ikke kun kunst, kultur og litteratur, der bliver læst, også pædagogik og parforhold indgår i bogens mangfoldige eksempelmateriale. Lykkebergs tilgang er på den vis demokratisk og kultursociologisk.
Den eneste mindre anke, jeg har i forhold til Lykkebergs bog, er, at han ikke med et ord nævner bøgerne af Das Beckwerk. Nielsen og Thomas Altheimer må jo, alt andet lige, siges at være de danske kunstnere, der mest direkte har beskæftiget sig med demokrati i deres kunst. Det ville have været spændende at se, hvordan Lykkeberg ville tackle det projekt. Nu er metoden hos Lykkeberg jo som regel tematisk, og temaet er demokratiet som livsform. Lykkeberg fokuserer således altid på indhold og kerer sig oftest ikke om de mere formmæssige sider af sagen. Og Beckwerkerne er jo i høj grad form, eller kan i hvert fald meget vanskelig lade sig læse uden hensyntagen til denne form. Men måske netop derfor ville det være interessant? Omvendt kunne man sige, at teksterne, fx i Nielsens verdenshistorie, der i øvrigt har et fint (indholdslæsende) forord af Carsten Jensen, vel netop ønsker at blive læst i den retning? Som verdenshistorien dokumenteret, rejsejournalistik.
Uanset hvad, så stemmer jeg dog på Rune Lykkeberg